Agerskov Kro og Hotel. PR-foto.

Hotel er gæsternes favorit for ottende gang i træk

Gæsterne hos Small Danish Hotels har peget på deres favorit blandt kædens mange hoteller. Det samme hotel har nu vundet prisen otte gange i træk, og det bliver hyldet for medarbejdernes indsats.

Agerskov Kro og Hotel kan igen glæde sig over at være det foretrukne hotel blandt Small Danish Hotels’ danske gæster. Vinderne af forbrugerprisen Årets Hotel findes på baggrund af bedømmelser fra gæster, der i løbet af 2023 har overnattet på et af kædens privatejede kroer og hoteller.

For Agerskov Kro og Hotel kan det vel nærmest snart betegnes som ren rutine at indkassere prisen, for det er nemlig ottende gang i træk, at det sønderjyske hotel vinder forbrugerprisen Årets Hotel.

Det er særligt hotellets glade medarbejdere og evne til at få gæsterne til at føle sig velkomne, som imponerer gæsterne, oplyser Small Danish Hotels i en pressemeddelelse. Maden, der serveres på hotellet, får også højeste karakter i Small Danish Hotels’ rundspørge.

”Agerskov Kro og Hotel præsenterer et virkeligt flot niveau hele vejen igennem. Hver en bid i deres restaurant signalerer, at der er kælet for detaljerne, uden at det bliver overaffekteret. Det er solidt kokkehåndværk, som løfter de traditionelle klassikere til nye højder. Kombineret med den stemning, som familien Otte og hele personalet formår at skabe, er det opskriften på en anbefalelsesværdig gæsteoplevelse,” udtaler Finn Kræfting, administrerende direktør i Small Danish Hotels.

Et kæmpe skulderklap
På Agerskov Kro og Hotel er man stolte over, at man endnu engang vinder hæder fra Small Danish Hotels’ gæster, det fortæller Peter Otte, der har ejet hotellet med sin hustru Bodil Otte siden 1976.

”Vi er meget ydmyge over og taknemmelige for, at danskerne for ottende gang udpeger Agerskov Kro og Hotel som Årets hotel. Det varmer, at gæsterne fremhæver de menneskelige kvaliteter. Det er et kæmpe skulderklap til vores personale, som finder stor glæde i at give gæsterne en oplevelse, de sent glemmer. Vores gode team er kernen i, at mange gæster ofte vender tilbage,” siger Peter Otte.

Small Danish Hotels oplyser, at feltet var tæt, og at også Stammershalle Badehotel, Bandholm Hotel, Purhus Kro, Hotel Hovborg Kro, Gjerrild Kro, Nymindegab Kro, Tyrstrup Kro, Marienlyst Strandhotel og Hotel Gilleleje Strand alle var tæt på at vinde prisen.

Small Danish Hotels lancerede Årets Hotel i 2016. I rundspørgen tager gæsterne blandt andet stilling til anbefalelsesværdighed og tilfredshed. Udover hotelgæsternes anerkendelse indeholder prisen også en check på 10.000 kroner. Prisen blev uddelt på Small Danish Hotels’ årlige generalforsamling.

Small Danish Hotels indgik i øvrigt et samarbejde med BWH Hotels i 2022 under navnet The Hotel Alliance. De står nu tilsammen for at formidle 75 hoteller og mere end 5.200 værelser fordelt over hele Danmark.

 

Relaterede artikler:

Hotelkæde udvider med fire hoteller

Frygter at turister fravælger Danmark

Horsens atter på landkortet hos Small Danish Hotels