HORESTAs uddannelseschef Pia Svane. PR-foto.

HORESTA roser regeringens folkeskoleudspil

Regeringen har i dag præsenteret sit folkeskoleudspil, hvor der blandt andet fokuseres på virksomhedspraktik. ”Det er helt afgørende for vores erhverv, at vi får præsenteret folkeskoleeleverne for erhvervslivet,” lyder det fra HORESTA.

Den 11. oktober præsenterede børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye regeringens nye folkeskoleudspil.

Helt grundlæggende lægger udspillet op til en folkeskole med større fokus på praktiske fag, praksislæring og samarbejde med erhvervsfaglige uddannelser og erhvervslivet, og det er noget, der vækker glæde hos HORESTA.

I det nye udspil foreslår regeringen blandt andet en juniormesterlæreordning i udskolingen, hvor elever kan komme i virksomhedspraktik i 1-2 dage, alternativt 1-2 dage på en erhvervsskole eller FGU-institution, der afsluttes med en afgangsprøve, som skal give adgang til erhvervsuddannelserne.

I en pressemeddelelse skriver HORESTA, at det længe har være brancheorganisationens ønske med praksisorienteret undervisning, som man håber, vil skabe større interesse for erhvervsuddannelserne.

Organisationen roser i øvrigt den obligatoriske erhvervspraktik i 7., 8. eller 9 klasse, som regeringens udspil lægger op til.

“Det er helt afgørende for vores erhverv, at vi får præsenteret folkeskoleeleverne for erhvervslivet, og her er erhvervspraktik et oplagt værktøj. Hvis vi skal skabe en større interesse for vores erhverv blandt eleverne, er det nemlig nødvendigt, at de får mulighed for at opleve de mange muligheder, der er i branchen. En obligatorisk praktikperiode har længe været et ønske hos HORESTA, og derfor må vi også rose undervisningsministeren og regeringen for udspillet,” siger uddannelseschef i HORESTA, Pia Svane.

Vil have branchen med på råd
I den videre proces med udmøntningen af en reform af folkeskolen, efterlyser HORESTA nu, at erhvervslivet tages med på råd i den videre proces.

For HORESTA gælder det om at sikre, at juniormesterlæreordningen styrker tilslutningen til de erhvervsfaglige uddannelser, uden at der samtidig gås på kompromis med kvaliteten, skriver HORESTA.

Brancheorganisationen roser også, at der i udspillet afsættes 2,6 milliarder kroner til en styrkelse af faglokalerne på landets folkeskoler, ligesom der indføres dobbelt så mange valgfagstimer i udskolingen.

I HORESTA håber man, at dette vil styrke folkeskolelevernes introduktion og undervisning i blandt andet madkundskab, som blandt andet giver mulighed for at bygge bro til de gastronomiske erhvervsuddannelser.

 

Relaterede artikler:

Ordfører: Dansk turisme bør finde fælles prioriteter

Forbarmer sig over lukningstruet museum

Nordens største sommerland frygter for sit eksistensgrundlag