Bühlmann har gået efter at holde fast i Hotel Royals mondæne stil samtidig med, at interiøret er gjort tidssvarende. (PR-foto).

Folkefest markerede genåbning af ikonisk hotel

Sidste år købte Bühlmann-koncernen det ikoniske Hotel Royal i Aarhus. I 2024 har hotellet gennemgået en tocifret millionrenovering, og torsdag genåbnede hotellet med en stor fejring.

Hotel Royals historie strækker sig længere tilbage i tiden end de fleste hotellers. Det ikoniske Aarhus-hotel blev startet i 1838 af gæstgiver Niels Larsen, som omdannede en eksisterende bygning, som før havde været privat- og lejebolig.

Nu er det seneste kapitel i hotellets historie skrevet, for torsdag kunne Royal atter slå dørene op for gæster efter en storstilet millionrenovering, som har stået på siden januar. Nu med Bühlmann-koncernen ved roret.

Igennem sin lange historie har hotellet haft særdeles kendte gæster. Således har for eksempel Johanne Louise Heiberg, H.C. Andersen og Louis Armstrong overnattet, og flere gange er hotellet blevet udvidet.

Med Bühlmanns seneste renovering er samtlige 69 værelser blevet forvandlet, og herudover er fem nye værelser etableret – blandt andet en ny stor brudesuite med udsigt til Aarhus Domkirke. Herudover er blandt andet atriumgården, Queens Garden, blevet forvandlet til at indeholde en champagne- og cocktailbar.

Genåbnede med folkefest
Hotel Royal blev genåbnet for offentligheden torsdag den 24. maj, og i den anledning havde Bühlmann inviteret hele Aarhus til en grand opening med åbent hus, marchmusik, bobler og rundvisning på hotellet, og den invitation valgte mange aarhusianere at benytte sig af, oplyser Bühlmann i en pressemeddelelse.

Mange aarhusianere var mødt op til Grand Opening af det renoverede Hotel Royal. Klik på billedet for fuld størrelse. (PR-foto).

”Vi er ovenud taknemmelige for den interesse og begejstring, vi er blevet mødt af blandt aarhusianerne i forbindelse med overtagelsen og renoveringen af byens hotel. Vi er igen og igen blevet bekræftede i, hvor meget Hotel Royal fylder i Aarhus – og ganske forståeligt med hotellets fantastiske arkitektur og centrale placering på Store Torv og med Domkirken som nærmeste nabo,” fortæller hotelchef Line Olesen.

Bühlmann oplyser, at det under renoveringsarbejdet har været intentionen at bevare hotellets oprindelige, mondæne stil. Designeren bag renoveringen, Pia Cally, har blandt andet bevaret cirka 80 procent af hotellets oprindelige inventar, som er blevet opdateret med et tidssvarende udtryk.

Har fortjent kærlighed
Renoveringen har kostet mere end 20 millioner kroner, og for Bühlmann har det handlet om at kaste den kærlighed over hotellet, som koncernen mener, at det har fortjen, fortæller ejer og direktør af Bühlmann-koncernen, Danni Bühlmann.

”Det er fantastisk, at vi nu kan slå dørene op til det nye Boutique Hotel Royal her i hjertet af Aarhus. Vi har ønsket at give byens ikoniske hotel den kærlighed, som vi mener, at det fortjener, og samtidig har ambitionen været at skabe et hotel af en international standard, der ikke ses andre steder uden for hovedstadsområdet. Hotel Royal er dermed fortsat den unikke, majestætiske perle i Aarhus, som det har været de sidste knap 200 år – nu blot i en tidssvarende udgave, der lever op til nutidens forventninger til hoteller i øverste klasse,” siger han.

 

Relaterede artikler:

Historisk hotel slår dørene op efter millionrenovering

Bühlmann overtager historisk hotel

Dansk hotel dropper samarbejde med Marriott