Sønderborg. (Foto: Daniel Villadsen).

Endnu en sønderjysk kommune vil have autocampere under kontrol

Tønder Kommune har netop lanceret en plan for, hvordan man kan få mere kontrol med autocampere. Nu følger Sønderborg Kommune trop, og sætter gang i arbejdet med en plan.

Sønderborg Slot er et populært sted at campere blandt autocampister. Men det er ikke alle lokale, der glæder sig over det faktum, og derfor har Sønderborg Kommune nu meldt ud, at man meget lig Tønder Kommune nu ønsker at lave en masterplan for parkering i selve Sønderborg. Det skriver JydskeVestkysten.

Planen skal blandt andet kaste lys over parkeringsudfordringer i Sønderborgs Bymidte. Planen omfatter årene 2025-2036, og den skal sikre fokus i arbejdet med parkering i midten af byen.

”Vi er glade for, at autocamper-turisterne er så begejstrede for at besøge vores by. Men vi skal have fundet en løsning og kigget på, hvordan den centrale parkeringsplads ved slottet kan bruges i fremtiden. Der skal både være plads til parkering og kulturelle arrangementer som for eksempel veteranbiltræf. Så vi skal som kommune tage autocamper-turisterne i hånden og vise dem de gode alternativer,” siger Kirsten Bachmann fra Slesvigsk Parti, som er formand for teknik-, by- og boligudvalget.

Planen bliver dog ikke en realitet i år. Det er forventningen, at den fremlægges for teknik-, by- og boligudvalget samt byrådet i første kvartal næste år.

Tønder vil nudge autocampisterne
Tønder Kommune har netop meddelt, at man er klar med en plan for håndtering af autocampere. Sidste år blev autocampere et varmt emne i Tønder Kommune, da særligt beboere på Rømø oplevede, at autocampister blandt andet efterlod sig skrald og tilsvinede toiletter.

Nu tester kommunen forskellige tiltag seks forskellige steder i kommunen, hvor man sidste år observerede flest overnattende autocampere.

For eksempel er parkeringspladsen uden for Lakolk en populær lokation for autocampere, og her vil kommunen fokusere på, at parkering foregår inden for båsene i tillæg til, at man tilføjer mere autocamperparkering og indfører tidsbegrænset parkering i en zone. Kommune har blandt andet sat skilte op med regler, som kan håndhæves men også med instruktioner til god opførsel.

En af grundene til, at autocampere er til debat er, at det ikke er muligt at indføre parkeringsforbud for autocampere specifikt på steder, hvor almindelige personbiler har lov til at parkere. Det skyldes, at autocampere er sidestillet med almindelige personbiler i loven, og derfor er de ikke omfattet af campingreglementet.

 

Relaterede artikler:

Tønder har en plan for håndteringen af autocampere

Efter 10 år: Vil stoppe ulovlige overnatninger

Kritiserer autocampisters opførsel