Hotel Royal i midten af Aarhus bliver en del af Bühlmann-kæden fra 1. maj. PR-foto.

Bühlmann overtager historisk hotel

Bühlmann-koncernen overtager et jysk hotel med en lang historie. Det er nu planen, at hotellet skal igennem en gennemgribende renovering.

Det stod færdigbygget i 1838, og er udstyret med en over 100 år gammel elevator, og fra første maj kan Bühlmann-koncernen prale af at have det i sin portefølje.

Hotel Royal, Aarhus’ ældste hotel, bliver fra 1. maj 2023 sidste skud på stammen hos Bühlmann, efter kæden i flere år har udvidet med ambition om at blive stadigt større som en del af en vækststrategi. Det skriver kæden i en pressemeddelelse.

”Siden 2019 har vi udvidet med tre hoteller, og med et tilfredsstillende 2022 bag os samt stramt fokus på vores strategi er vi nu klar til endnu en gang at smøge ærmerne op og tage et hotel under vingerne. Vi er enormt beærede og stolte over at få lov til at drive et historisk vartegn, som Hotel Royal er i vores øjne,” siger Anemette Bühlmann, der driver hotelkæden med sin mand, Danni Bühlmann.

Gennemgribende renovering
Det er nu planen, at hotellet med sine 69 værelser skal igennem en gennemgribende renovering. Til det har kæden afsat et tocifret millionbeløb, oplyser koncernen.

”Royal er en historisk perle, som går tilbage til 1838. Den historie og de fortællinger, som bor i væggene, ser vi som vores fornemmeste opgave at bevare samtidig med, at vi vil give Royal den kærlighed og det løft, som det både fortjener og behøver. Der skal tilføres noget Bühlmann-DNA, og dermed også nye digitale og bæredygtige løsninger,” fortæller Danni Bühlmann.

Kæden har også tanker om at give hotellet et gastronomisk løft med champagnebrunch og afternoon tea blandt mere.

”Konditoriet skal langt udenfor hotellet blive kendt som et ekstraordinært kvalitetsmødested i både indretning, kvalificeret betjening og ikke mindst lokale og økologiske kvalitetsråvarer,” siger Danni Bühlmann.

Flere års udvidelse
Hotel Royal er det syvende hotel i rækken host Bühlmann-familien. Kæden driver allerede boutiquehotellet Villa Provence i Aarhus C, og derudover herregården Scheelsminde i Aalborg, herregården Nørre Vosborg ved Holstebro, lufthavnshotellet Aalborg Airport Hotel, det nyrenoverede Pier 5 Hotel på Aalborg havnefront, og det nybyggede Peak 12 Hotel i Viborg.

Hotelkæden har gennem de seneste år udvidet, for eksempel med Scheelsminde og Pier 5 i 2022. I 2021 oplyste hotelkædens ejere, at planen dengang var 10 hoteller både øst og vest for Storebælt.

”Skal vi dække hele Danmark skal vi også have hotel på Fyn, i Odense, i centrum af København og eventuelt hotel i en af udkantsbyerne, for eksempel Næstved eller Roskilde, mens et hotel i trekantområdet også kan være Esbjerg eller Herning,” fortalte Danni Bühlmann dengang til Standby.dk om planerne for udvidelse.

 

Relaterede artikler:

”Du kan ikke lære folk det her”

Dansk Erhverv henter flere nye hotelmedlemmer

Kæde vinder bæredygtighedspris fem år i træk