Nicklas Ottoson Kanstrup. PR-foto.

Erfaren profil bliver direktør for fynsk hotel

Årsskiftet er i 2024 lig med direktørskifte på et sydfynsk hotel. Den nye direktør er hentet fra en zoologisk have, men han har også mange års erfaring fra hospitalitybranchen.

Årsskiftet er for manges vedkommende lig med jobskifte, og mens det kommende tronskifte er løbet med opmærksomheden hertillands, er der også direktørstole i turistbranchen, som skifter ejere.

Et af de steder, der skal have en ny chef i front, er det 73 værelser store Gl. Avernæs Sinatur Hotel & Konference på Sydfyn, hvor Morten Grimsgaard efter 31 år i direktørstolen fra den 1. januar har overladt posten til Nicklas Ottosson Kanstrup, som kommer fra en stilling som salgs- og servicechef i Givskud Zoo, hvor han har været ansat siden marts 2020.

”Med mit jobskifte vender jeg tilbage til hotelverden. En verden, hvor jeg nyder at skabe gode oplevelser og uforglemmelige minder for vores gæster. Det er med enorm entusiasme, jeg ser frem til at lede og bidrage til hotellets fortsatte succes,” skriver Nicklas Ottosson Kanstrup om jobskiftet i et opslag på LinkedIn.

Mange år erfaring med hospitality
Som den nyslåede hoteldirektør skriver, er ansættelsen på Gl. Avernæs en tilbagevenden, for Nicklas Ottosson Kanstrup har ganske mange års erfaring fra hospitalitysektoren.

Fra 2008 var Kanstrup ejer og operatør af Restaurang Torget i Gamla Stan, indtil han i 2012 kom til Hotel Nimb, hvor han i første omgang var barchef og senere blev floormanager.

Mellem august 2013 og 2015 var Nicklas Ottosson Kanstrup banquet manager på Hotel Nimb, indtil han blev forfremmet til den øverst ansvarlige for events på hotellet. Den stilling beholdt Kanstrup i lidt over et år, indtil han i 2016 blev chef for food & beverage i Claus Meyers virksomhed Meyers Contract Catering A/S.

I 2018 skiftede Nicklas Ottosson Kanstrup atter job, da han blev udviklingschef for food & beverage, events og konferencer hos Vejle Musikteater.

Det hotel, som den nye direktør nu har overtaget driften af, har senest gennemgået en større renovering i 2019. Gl. Avernæs er desuden et af seks hoteller i Sinatur-kæden, som er ejet af Danmarks Lærerforening.

I starten af november måned søsatte Sinatur Hotel & Konference i øvrigt samarbejdet Moving Hospitality med Arthur Hotels, Guldsmeden Hotels, Brøchner Hotels samt Dallund Slot.

Parterne håber, at samarbejdet vil bidrage til at trække hotelbranchen i en grønnere retning, og det indebærer blandt andet øget vidensdeling om grøn omstilling. Man har også sat som målsætning, at man vil udfordre leverandører og underleverandører til mere klimavenlig drift og produktion.

 

Relaterede artikler:

Hoteller går sammen om grøn bevægelse

Ny chef skal løfte salget for Marriott-brand

Destination henter direktør med erfaring fra erhvervsturismen