Den 3,5 kvadratkilometer store Tunø er særligt kend for at være bilfri. (Foto: Melissa Villumsen).

Bilfri ø hædret for imponerende turnaround

Tingene gik den forkerte vej på Tunø, og mulighederne blev færre og færre for øens beboere og besøgende. Nu har en aktiv indsats vendt udviklingen, og øen er netop blevet kåret til Årets Ø.

Engang gik tingene den forkerte vej på den lille ø Tunø, Samsøs nærmeste nabo, som blandt andet er kendt for at være bilfri og i dag har 75 indbyggere. Købmanden lukkede, skolen lukkede og beboere valgte at flytte væk.

Men øens indbyggere var ikke indstillet på at se deres lokalsamfund dø uden kamp. I stedet har man gjort en indsats, som har vendt udviklingen, og på den baggrund er Tunø netop blevet kåret til Årets Ø 2024-2025. Med prisen følger en præmie på 50.000 kroner og 20.000 kroner til en fest for hele øen.

Det oplyser Forenet Kredit i en pressemeddelelse. Foreningen uddeler prisen i samarbejde med Sammenslutningen af Danske Småøer og Landdistrikternes Fællesråd.

”Tunø vinder prisen som Årets Ø 2024-2025, fordi de har lavet en imponerende turnaround. De har haft en masse modgang, men de har vendt udviklingen og har nu et stigende antal øboere, hvilket er virkelig godt klaret i disse tider,” fortæller Mette Ravn, der er formand for priskomitéen og bestyrelsesmedlem i Forenet Kredit.

Lykkedes med at genåbne købmand
Det er særligt et samarbejde med Odder Kommune, som betyder, at udviklingen på øen blev vendt, oplyser Forene Kredit.

Ø-udvalget for Tunø, som består af fem medlemmer valgt på øen og fem kommunalbestyrelsesmedlemmer udarbejdede en handlingsplan, som har skabt resultater.

I medio april 2023 blev antallet af daglige færgeafgange udvidet fra to til fire. Samtidige er otte lejeboliger under opførelse på grunden, hvor Tunøs skole før lå, og de forventes at stå færdige i 2025. En ny el-færge forventes også at være klar i 2026-2027, og derudover skal nye bade-, toilet- og opholdsfaciliteter til lystsejlere og flere rekreative områder stå klar på Tunø Havn senest i 2027.

Det er dog ikke kun Ø-udvalgets arbejde, som har haft positiv indflydelse på udviklingen på Tunø. I januar 2023 blev Tunø Købmandsandel stiftet, og i løbet af fire måneder var der blevet tegnet andele for 360.000 kroner fordelt på 250 andelshavere.

Dermed kunne Tunø Købmandsgård og Cafe genåbne den 1. maj 2023. Derudover blev Postgården, som er et sted hvor lokale kunsthåndværkere har workshops, udstillinger og marked indviet i påske 2023, og initiativerne Tunø Dage med musikarrangementer, samt Tunhallas vikingelejr har held med at tiltrække besøgende til øen.

Destinationsdirektør glæder sig
I dag har Tunø en lystbådehavn, der hvert år tager imod 10.000 sejlere, et badehotel og flere spisesteder, ligesom der også er private overnatningsmuligheder.

Hos Destination Kystlandet, destinationsselskabet for Odder, Horsens og Hedensted Kommuner, glæder man sig over kåringen, fortæller destinationens direktør, Helle Berthold Rosenberg.

”Det er en fantastisk og velfortjent sejr, og jeg er så glad for, at det helt unikke ø-liv, fællesskab og modstandsdygtighed, som Tunøboerne har, er blevet set og hørt,” siger direktøren.

 

Relaterede artikler:

Sønderborg satser på kærligheden: Vil søsætte indsats for bryllupsturisme

82 millioner kroner skal skubbe til investeringer uden for de store byer

Kunst og arkitektur skal trække turister til otte destinationer