Sidste år var der over 15,5 millioner overnatninger på danske hoteller. Den procentvise vækst var størst uden for København.
Danmarks Statistik har netop opgjort antallet af hotelovernatninger for 2017 og for ottende år i træk blev det til ny rekord. Der var over 500.000 flere hotelovernatninger sidste år i forhold til 2016.
Væksten kom blandt andet fra vigtige nærmarkeder som Sverige, Tyskland og Holland, der viste fremgang på henholdsvis 4,1, 6,2 og 4 procent. Hertil kommer antallet af amerikanske overnatninger, som i 2017 steg 9,3 procent sammenlignet med 2016.
Samlet blev væksten på det danske hotelmarked i 2017 3,6 procent. Fremgangen var ligeligt fordelt mellem danske og udenlandske hotelgæster, da disse kategorier hver voksede med 3,7 procent og 3,6 procent. Danskerne stod sidste år for tæt på 8,7 millioner af de over 15,5 millioner hotelovernatninger i Danmark.
Horestas bestyrelsesformand, hoteldirektør Jens Zimmer Christensen, mener, at sidste års tal for hotelovernatninger i Danmark beskriver en sund udvikling. ”De danske hoteller er vidner til en vækst drevet af både store og små nationer. Det mindsker risikoen forbundet med den økonomiske udvikling i de enkelte lande. Her er Storbritannien et godt eksempel. For på trods af, at et af vores vigtigste markeder står for færre overnatninger i 2017 end i 2016, så præsterer branchen stadig en utrolig flot vækst,” siger han.
Flotte vækstrater uden for København
Region Sjælland kan bryste sig med at levere landets flotteste vækstrater for hotelovernatninger i 2017. Her gik antallet af hotelovernatninger frem med 9,2 procent. Midtjylland fulgte trop med en fremgang på 7,2 procent. I denne opgørelse indtager hovedstaden en sidsteplads, da hotellerne blot oplevede en fremgang på to procent.
Det har Horesta-formand Jens Zimmer Christensen denne forklaring på: ”Konkurrencen er i disse år utrolig hård på det københavnske hotelmarked. Det er en logisk konsekvens af, at Hovedstaden de seneste otte år har været lokomotivet for hotelrekord på hotelrekord. Vi ser allerede nu reaktionen på markedet i København. Her i 2018 åbner der nye hoteller i byen, og særligt i 2019 ser vi en eksplosion i antallet af værelser og nye hotelprojekter.”
Disse nationaliteter stod sidste år for flest hotelovernatninger i Danmark:
Sverige: 959.975 hotelovernatninger, Norge: 862.011, Storbritannien: 725.912, Tyskland: 625.080 og USA: 605.788. Herefter fulgte Italien med 263.106 overnatninger på danske hoteller i 2017, Holland: 229.179, Kina: 208.394 og Spanien med 184.178.
Relaterede artikler: