Tonny S. Thorup, administrerende direktør i Destination Nord. Foto: Destination NORD

Tonny Thorup tager over efter Pernille Kofod

Da tre ud af fem bestyrelsesmedlemmer i Danske Destinationers har fundet nye job, er der nu blevet valgt en ny bestyrelse til organisationen. Tonny Skovsted Thorup er ny forperson, men den nye bestyrelse får en levetid på blot få måneder.

I starten af oktober måned oplyste Danske Destinationer, at der skulle vælges en ny bestyrelse til brancheorganisationen, som med 16 ud af landets 19 destinationsselskaber som medlem er den organisation, der varetager destinationsselskabernes fælles interesser i Danmark.

Baggrunden var, at organisationens forperson Pernille Kofod Lydolph, direktør for Destination Bornholm, Karsten Justesen, direktør for Destination Sønderjylland, og Kristina Lehmann Schjøtt, direktør for Destination Limfjorden, alle meldte deres afgang, fordi de har fundet arbejde andetsteds.

Det betød i praksis, at blot to af bestyrelsens fem medlemmer, Martin HH. Bender og Pia Lange Christensen, som henholdsvis er direktører for Destination Sydsjælland og Møn samt VisitAarhus, ville fortsætte efter årsskiftet.

Bestyrelse valgt på generalforsamling
Danske Destinationer holdt på grund af direktørafgangene ekstraordinær generalforsamling den 28. november med det ene formål at have et supplerende valg til en ny bestyrelse, der kan sidde til den næste ordinære generalforsamling i marts 2024. Det oplyser Danske Destinationer i en orientering til Turisme24.dk. Generalforsamlingen består af direktørerne fra landets destinationsselskaber.

Tonny Skovsted Thorup, direktør i Destination Nord er blevet valgt som arvtager til posten som forperson, som han overtager, når Pernille Kofod Lydolph forlader posten ved udgangen af 2023. Tonny Skovsted Thorup blev valgt som næstforperson for organisationen i oktober måned, da han trådte ind i bestyrelsen som suppleant for Karsten Justesen.

Helle Berthold Rosenberg, direktør for Destination Kystlandet, er også blevet valgt til bestyrelsen. I forvejen repræsenterer Rosenberg Danske Destinationer i Det Digitale Partnerskab, som har til formål at udvikle den digitale information til turister, og i Nationalkomiteen for Danske Naturparker, som kvalitetssikrer landets naturparker.

Som suppleanter til bestyrelsen er Lindy Kjøller, destinationschef i Visit Lolland-Falster, og Johanne Bugge, direktør i Destination Himmerland, valgt.

Bliv ved med at satse på turismen
I forbindelse med sin tiltrædelse som næstforperson for Danske Destinationer i oktober måned opfordrede Tonny Skovsted Thorup i et interview med Turisme24.dk politikerne i Danmark til at blive ved med at satse på turismen som en kilde til værdiskabelse i Danmark.

”Tænker man to til tre år tilbage, var hele hytten lukket, og det var os i turistbranchen, det gik værst ud over. Så endte vi sidste år med at have rekordernes år i dansk turisme, og det, vi siger til politikerne og det omkringliggende samfund, er, bliv nu ved med at satse på turismen, for det har vist sig, at vi både kan skabe vækst og jobs. Lad være med at rokke båden,” sagde han dengang med henvisning til, at staten vil revidere erhvervsfremmemidlerne, hvilket Danske Destinationer frygter, vil betyder færre penge til turismen.

 

Relaterede artikler:

Ny næstformand: ”Bliv nu ved med at satse på turismen”

Danske Destinationer skal have ny bestyrelse

Danske Destinationer vil øremærke 100 mio. kroner