”Udenlandske turister mødes af et hav af regler, restriktioner og krav om isolation ved indrejse, som skræmmer endnu flere end sidste år,” siger chef for turisme- og oplevelsesøkonomi i HORESTA
Turisme og oplevelsesøkonomien i hele Danmark har lidt store tab, men København er ramt hårdest af coronakrisen. Erhvervet mistede 40,6 milliarder kroner i omsætning i 2020, og det største tab fandt sted i København.
Det skriver Annette Hyldebrandt, chef for turisme- og oplevelsesøkonomi i HORESTA, i et indlæg på Altinget.
”Den katastrofale sommer i 2020 blev boostet af først en urimelig københavnerregel og dernæst en uforståelig seksdagesregel, og de spøger stadig i underbevidstheden. Samtidig er interesserede turister i år blevet mødt af et hav af regler, restriktioner og strenge krav om isolation ved indrejse, som om muligt har skræmt endnu flere end sidste år,” skriver Annette Hyldebrandt.
Normalt er to ud af tre turister i hovedstaden fra udlandet, og særligt turister fra England og USA er vigtige for København – men mange af disse bookinger er foreløbig udeblevet.
Og danskerne kan desværre på ingen måde opveje fraværet af udlændinge ved en storbyweekend eller et kort sommerferiebesøg. Derfor er det afgørende, at grænserne åbnes mest muligt til glæde for blandt andet København, der normalt har den højeste andel af udenlandske gæster, mener HORESTA.
Åben grænser for hele Norden
”Danmark bør følge Sverige og åbne grænserne for hele Norden uden krav om coronapas – og igen byde svenskerne velkommen i København. Vælger vi som nu at fastholde et krav om test fra ikke-vaccinerede turister, også fra Norden, skal vi fra dansk side tilbyde en gratis test ved indrejse.
Vi bliver nødt til at fjerne besværet og den ekstra udgift, som en test betyder for turisterne. Vi skal huske, at mange lande ikke har samme adgang til test, som vi har i Danmark,” skriver Annette Hyldebrandt, og fortsætter:
”Og så er det helt afgørende, at der fra politikere og myndigheder klart kommunikeres, at Danmark er åbent for turister, og at vi samtidig trykker markedsføringsspeederen i bund. For når først vi har tiltrukket turisterne til København, så er det nemmere at få dem til at opleve de mange andre ting, som landet også har at byde på.”
Relaterede artikler:
Turismebranchen har udfordringer før sommerferien