Bruger af Booking.com. (Foto: Booking.com | PR)

Opfordrer Booking.com til at overveje kompensation

Efter et højspændt forløb med trusler om sagsanlæg har HORESTA mødtes med Booking.com for at slutte fred. Organisationen bad her platformen overveje om en kompensation var på sin plads.

I en længere periode har Booking.com været udsat for kritik, fordi en del af de overnatningssteder, som er til stede på den verdensomspændende platform, har manglet udbetalinger. Booking.com har selv forklaret, at årsagen var tekniske vanskeligheder med et eller flere it-systemer.

Forløbet kulminerede i slutningen af september, hvor HORESTA på foranledning af en opfordring, som erhvervsminister Morten Bødskov (S) kom med i Politiken, truede Booking.com med, at brancheorganisationen ville lægge sag an.

Nogle dage senere begyndte danske overnatningssteder at modtage de udbetalinger, som de havde til gode. Ifølge HORESTA drejede det sig for mange virksomheder om mellem 100.000 og 200.000 kroner, mens enkelte skulle have udbetalt op mod fem millioner kroner.

Skal være bedre til at kommunikere
Sidenhen har parterne fået renset luften efter det tilspidsede forløb. Det skete, da repræsentanter fra henholdsvis Booking.com og HORESTA fredag i sidste uge mødtes i brancheorganisationens lokaler på Frederiksberg.

Her ønskede man sammen at evaluere begivenhederne samt at få sat et punktum således, at man kan komme videre. HORESTA understreger, at  det var vigtigt, at få den relevante læring ud af forløbet, da det kan forhindre lignende sager i at opstå i fremtiden.

Et af de emner, der blev drøftet på mødet, var, hvorledes der kan etableres bedre kommunikationslinjer mellem partnerne. Håbet er, at hvis det kan lykkes, vil man have held til at afværge eventuelle fremtidige sager langt tidligere i processen.

Har ventet i flere uger
Parterne blev desuden enige om, at HORESTA-medlemmer, som fortsat har uafregnede tilgodehavender, kan indberette disse til brancheorganisationen, som derefter vil stå for at formidle dem videre til Booking.com, der vil sørge for at få straksafregnet beløbene.

Den danske organisation fortæller derudover, at man i løbet af mødet kom med en særlig opfordring til bookingplatformens repræsentanter.

”HORESTA opfordrede på mødet herudover Booking.com til, at gøre sig overvejelser om en kompensation til de medlemmer, der har ventet i flere uger på at få udbetalt deres tilgodehavender.”

På baggrund af mødet konkluderer den danske brancheorganisation, at man nu anser forløbet for at have fået en foreløbige afslutning.


Relaterede artikler:

Nu ruller millionerne fra bookingkæmpe endelig

Trusler om retssag gjorde ikke forskellen i pengesag

Sådan løftes review-scoren på Booking.com