NH Collection Copenhagens nye tagterrasse, Roof - Bar & Lounge. PR-foto.

Luksushotel slår dørene op for stor tagterrasse

Et københavnsk luksushotel slår nu dørene op for en ny, stor tagterrasse på 600 kvadratmeter. Hotellet håber, at en god beliggenhed med udsigt over ikoniske vartegn vil tiltrække kunder.

Det københavnske luksushotel, NH Collection Copenhagen, har nu slået dørene op hotellets nye tagterrasse under navnet Roof – Bar & Lounge på hotellets ottende etage.

Det er hotellets håb, at et unikt vue over Københavns vartegn, som tagterrassen tilbyder, også kommer til at tiltrække kunder, der ikke er overnattende gæster på hotellet. Fra toppen af hotellet, der ligger ved Knippelsbro, kan man blandt andet se Børsen, Christiansborg, Vor Frelser Kirke, Den Sorte Diamant, Marmorkirken og Øresundsbroen.

”Vi har glædet os til at kunne byde københavnere og turister velkommen. Vi er stolte af at have skabt en unik rooftop på Christianshavn, og det bliver spændende at følge, hvordan Roof kan bidrage positivt til bylivet og atmosfæren i området og også på det københavnske hotelmarked. Det flotte resultat er skabt i samarbejde med ATP Ejendomme, der har været med til at udvikle den nye rooftop til en byoase i hjertet af København,” fortæller Anders Duelund, hotelchef hos NH Collection Copenhagen.

Henter inspiration fra naboerne
Tagterrassen kan rumme 100 gæster, der kan søge ly under parasoller, hvor hotellet håber, at varmelamper kan holde på gæsterne til ud på aftenen. Derudover er der også en overdækket bar med plads til 35 gæster.

Ud over en middagsmenu, der blandt andet byder på smørrebrød og en eftermiddagsmenu med blandt andet hummerkrustader, har NH Collection også sammensat en cocktailmenu, der tager inspiration fra udsigten fra tagterrassen, hvor cocktails er opkaldt efter Københavns tårne og tage for eksempel C4, der hylder Christians 4.’s byggeiver i Københavns centrum.

NH Collection er en del af koncernen Minor Hotels, som har hovedkvarter i Bangkok. Koncernen driver mere end 530 hoteller i 56 lande i Asien og Stillehavsområdet, Mellemøsten, Afrika, Det Indiske Ocean, Europa, Sydamerika og Nordamerika med hotelvaremærkerne Anantara, Avani, Oaks, Tivoli, NH Collection, NH Hotels, Nhow og Elewana. Derudover driver kæden også nogle hoteller under varemærkerne Marriott, Four Seasons, St. Regis og Radisson Blu.

 

Relaterede artikler:

Her er præsidentsuiten på NH Collection-hotellet

Atter et hovedstadshotel får tagterrasse

Comwell udvider stort i Aarhus