Bella Center. Arkivfoto.

København genvinder storkongres i 2025

I 2025 skal København igen være vært for, hvad WoCo betegner som Europas vigtigste kongres for vindenergi. Det forventes, at kongressen vil skabe en stor turismeomsætning.

København har, blot et halvt år efter, at kongressen gæstede byen sidst, genvundet den store WindEurope-kongres, som atter vil gæste byen i 2025.

Kongressen fandt sted i København i april måned i år, og med beslutningen om atter at afholde kongressen i hovedstaden, forventer Wonderful Copenhagen, at mere end 15.000 lukrative erhvervsturister vil besøge byen i forbindelse med kongressen. Det Skriver Wonderful Copenhagen i en pressemeddelelse.

Arrangøren, den europæiske vindenergiforening – WindEurope – fremhæver især to ting i forbindelse med annonceringen af, at kongressen igen kommer til den danske hovedstad: Nemlig Danmarks internationale førerposition inden for vindenergi og de tætte relationer til destinationen og dens aktører.

”Vi er rigtig glade for igen at arbejde tæt sammen med destinationen København, Bella Center og alle vores danske partnere om at skabe endnu en bred platform for, at branchen kan samles med WindEuropes Annual Event 2025 i København. Vindenergien blev født i Danmark, og danskerne sætter stadig nye vindenergirekorder. Med WindEurope i København i år satte vi ny rekord med tæt på 16.000 deltagere, og den udvikling forventer vi at bekræfte i 2025,” siger Oliver Wykes, driftsdirektør hos WindEurope.

Konkurrencen er hård
Mens WindEurope ser mange gode ting i et samarbejde med den københavnske kongresbranche, glæder Wonderful Copenhagen sig også. Destinationsselskabet samler turismeaktører i en koordineret indsats for at tiltrække videnskongresser til hovedstaden, og det ser ud til, at arbejdet lønner sig.

”Vi er virkeligt glade for at få WindEurope tilbage igen i 2025. Dels fordi kongressen i sig selv er stor, og den globale konkurrence om at vinde kongresserne er hård. Og ligesom mange andre af de store kongresser, vi vinder, beskæftiger den sig med et felt, hvor Danmark i forvejen har en erhvervsmæssig styrkeposition. Så kongressen vil styrke Danmarks position på vindenergiområdet og skabe værdi for en række danske virksomheder i vindenergibranchen og samtidig skabe stor omsætning for turismevirksomheder i forbindelse med afholdelsen,” siger Kit Lykketoft, direktør for events og erhvervsturisme i Wonderful Copenhagen.

Kongressen er vundet til hovedstande på baggrund af et bud, som Wonderful Copenhagen har udarbejdet i tæt samarbejde med Bellagroup samt Green Power Denmark og en række øvrige væsentlige aktører på energiområdet, oplyser Wonderful Copenhagen. Med WindEurope 2025 vil det være syvende gang på 20 år, at kongressen kommer til København.

 

Relaterede artikler:

WoCo viser hovedstaden frem til kongreskunder

”Med udspillet kommunikerer vi sammen”

Nye miljøstandarder på vej til mødebranchen