Udeservering i København. Foto: Kim Wyon.

I nat slutter høring om udeservering

Til midnat slutter høringsrunden om et forbud mod udeservering efter klokken 22 i København. Mange borgere har givet deres mening til kende. Københavnerne er splittede i sagen.

Efter midnat er det ikke længere muligt at indsende høringssvar til Københavns Kommunes Teknik- og Miljøudvalgs forslag om at forbyde udeservering i hovedstaden efter klokken 22 fra søndage til torsdage.

Forslaget blev sendt i høring den 22. maj, og i skrivende stund er der indsendt 1.607 høringssvar, og de bliver nu en del af administrationsgrundlaget for Borgerrepræsentationens videre beslutning på et senere tidspunkt.

Og her på falderebet står to ting klart. For det første er interessen for spørgsmålet, som borgerne viser, usædvanlig høj, for det andet er meningerne delte, når det gælder udeserveringerne. Det skriver TV2 Kosmopol.

”Typisk er det store projekter, som får så store høringssvar her. Men i forhold til, hvor lille et spørgsmål det er rent administrativt, er det ekstremt mange. Det er et virkelig højt antal,” fortæller Roger Buch, forskningslektor og centerleder på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, til mediet.

Tæt løb mellem tilhængere og modstandere
TV2 Kosmopol har foretaget en optælling af 200 høringssvar, og den viser tæt på dødt løb mellem de to lejre. Ud af de 200 høringssvar er 96 for et forbud, mens 104 er imod forbuddet.

Blandt de nyeste høringssvar er Lotte Juul fra København K. Hun er tilhænger af et forbud mod udeservering.

”Med politikernes klare markering af deres standpunkter, bliver det tydeligt, hvilke politikere og partier der vil gøre noget positivt for at bevare København som den dejlige by, den er, og hvilke politikere der ikke vil. Beboerne kan ikke hamle op med stærke brancheorganisationer, og derfor er det afgørende, at politikerne træder i karakter. Så stort tak for det!” skriver hun blandt andet.

Blandt de nyeste svar er også modstandere mod et forbud for udeservering efter klokken 22. Jesper Boe Nordal fra København S har modsat Lotte Juul kun ris tilovers for politikerne i Teknik- og Miljøudvalget.

”Dette er et forfærdeligt, menneskefjendsk forslag, som jeg på ingen måde håber bliver til virkelighed. Hvor er det sørgeligt, at der findes politikere i København, der ser det som deres opgave aktivt at arbejde for at lukke vores by ned. København er en fantastisk, levende, pulserende by, og hvor ville man dog ønske, at den kunne forblive sådan, åben over for mennesker, dynamisk og livlig, i konstant udvikling,” skriver han blandt andet.

Småt flertal kan afgøre sagen
Mens der i høringssvarene er antydet en overvægt af borgere, som er imod forbuddet, tegner der sig i Københavns Borgerrepræsentation et knebent flertal, som går ind for et forbud. En enkelt stemme kan være afgørende for, om forslaget vedtages.

Et flertal i Borgerrepræsentationen er til gengæld ikke nogen selvfølge. Mens et flertal i Teknik- og Miljøudvalget stemte for at sende forslaget i høring, har både Alternativet og Socialdemokratiet meldt ud, at det i første omgang var en høringsperiode, man ønskede for at høre borgernes og erhvervslivets holdninger til forslaget.

 

Relaterede artikler:

Flest er negative over for forbud mod udeservering

Endnu et parti sår tvivl om forbud mod udeservering

Flertal for lukning af udeservering vakler