Udeservering i København. Foto: Mellanie Gandø.

Flertal for lukning af udeservering vakler

Alternativet har ikke stemt for lukning af udeservering efter kl. 22, som det ellers før har været oplyst. Dermed er flertallet for forslaget usikkert.

Mandag den 22. maj stemte Københavns Kommunes Teknik- og Miljøudvalg om et forslag om lukning af udeservering i København efter klokken 22 i alle ugens dage på nær fredage og lørdage.

Her vedtog et flertal at sende forslaget videre i proces med en offentlig høring blandt Københavnerne.

Siden da, er emnet blevet debatteret flittigt. Brancheorganisationer har kritiseret forslaget for at forringe virksomheders indtjeningsmuligheder og sabotere Københavns konkurrenceevne på det internationale turismemarked.

Brancheforeningen Danmarks Restauranter & Caféer (DRC), som repræsenterer mere end 1.500 danske virksomheder, har sågar startet en underskriftindsamling mod forslaget, der i skrivende stund har 20.841 underskrifter.

Flertallet er usikkert
Men nu står det politiske flertal for forslaget på usikker grund. I referatet til mødet i borgerrepræsentationen, fremgår det, at et politisk flertal bestående af Socialdemokratiet, De Konservative, SF og Alternativet stemte for forslaget.

Det fremgår ligeledes, at Socialdemokratiet og Alternativet stillede forslaget, men nu meddeler Alternativet imidlertid, at det ikke er sandt, at partiet har stemt for, at udeservering skal indskrænkes efter kl. 22.

”Det har fremgået i flere medier, at vi sammen med SF, Socialdemokratiet og Det Konservative Folkeparti skulle have besluttet at stoppe udeservering i København efter klokken 22.00. Det er simpelthen ikke sandt. Vi har kun stemt for at sende forslaget i høring hos københavnerne,” siger Birgitte Kehler Holst, gruppeforperson for Alternativet i København, i en pressemeddelelse.

Et sensitivt emne
Til TV2 Kosmopol siger Birgitte Kehler Holst, at man i Alternativet godt er klar over, at udeservering er et sensitivt emne med mange følelser indblandet. Hun understreger, at Alternativet ikke vil lukke byen ned, men at det for partiet handler om borgerinddragelse.

Noget indikerer dog, at udeservering er særdeles populært blandt københavnerne.

Megafon har således gennemført i alt 520 interviews via internettet og 501 interviews via telefon blandt københavnere over 18 år.

46 procent af undersøgelsens respondenter svarer, at de bor tæt på udeservering, og blandt dem svarer 81 procent, at de ser udeservering som noget positivt. 52 procent svarer, at udeservering er positivt, mens 29 procent svarer, at det er meget positivt.

Blot syv procent af de adspurgte er negativt stemt over for udeservering, heraf svarer fire procent, at udeservering er negativt, mens to procent svarer, at det er meget negativt.

Samtidig svarer 50 procent af undersøgelsens respondenter, at de ikke ser noget dårligt ved udeservering.

 

Relaterede artikler:

Samler underskrifter for at redde udeservering

Er kritiske over for forbud mod udeservering

Københavnerne bakker op om udeservering