Flere gæster søger mod Lego House end sidste år. PR-foto.

God sæson for stor jysk attraktion

En forholdsvist ny attraktion i Syddanmark oplever høj aktivitet i 2023. Attraktionen har stor succes med at tiltrække udenlandske gæster.

Sommersæsonen tegner sig aldeles godt for Lego House i Billund. Således regner attraktionen, der åbnede i 2017, med at få besøg af 120.000 gæster i juni, juli og august. Det oplyser kommunikationsmedarbejder Gitte Cort til Jydske Vestkysten.

”Vi kan se, at stadig færre booker billet på dagen men vælger at booke deres besøg på forhånd. Måske er det økonomien, der gør, at især familierne planlægger i god tid, og det er specielt vores udenlandske gæster, der gør det. De er vant til at booke på forhånd, når de skal på museer og lignende. Det var en ny ting, som mange måtte vænne sig til i forbindelse med coronapandemien,” siger hun til Jydske Vestkysten.

Lego House har indtil videre fået 22 procent flere besøg og bookinger sammenlignet med sidste år. I første del af 2023 blev besøgstallet overgået med 10 procent sammenlignet med samme periode i 2022.

Tiltrækker udenlandske turister
Lego House har succes med at tiltrække turister fra udlandet. I sommermånederne kommer op mod 80 procent af attraktionens gæster således fra udlandet.

Mens danske turister udgør cirka en tredjedel, kommer 13 procent fra Holland, 11 procent fra Tyskland, seks procent fra England, fire procent fra Sverige og tre procent fra Norge.

Under et normalt år får Lego House cirka 280.000 besøgende. Sidste år besøgte 289.000 gæster attraktionen.

Har fået mere plads
Hvert år i januar lukker Lego House ned, så det er muligt at forberede sig til den kommende sæson. I år er der foretaget en række tiltag, som skal sikre en bedre gæsteoplevelse.

Således er hele informations- og caféområdet hos attraktionen blevet ombygget. Områderne er blevet udvidet, så de kan betjene flere gæster, har Lego House tidligere oplyst.

I år har Lego House sat bæredygtighed på tapetet, og i forårsmånederne kunne besøgende bygge påskeæg. I sommermånederne kan gæster bygge bier, som skal formidle biernes forudsætninger for at overleve til en målgruppe bestående af børn.

 

Relaterede artikler:

Fanfotos skyder sæsonen i gang hos LEGO House

Djurs Sommerland snupper førsteplads i Europa

Gæsterne er vendt tilbage til landets museer