Billund. (Foto: Billund Kommune | Facebook.com | PR)

Billund-borgere positivt stemte over for turisme

Adspurgt svarer indbyggere på tværs af Destination Trekantområdet, at de ser flere fordele end ulemper ved turismen. I Billund er andelen dog højere end i de andre kommuner, lyder det.  

Med blandt andet Legoland, Lego House, Lalandia og en travl lufthavn er det givet, at turismen spiller en fremtrædende rolle for Billund og de lokale indbyggere, som kalder den sydjyske by og kommune for hjem.

Det er dog størstedelen af borgerne i Destination Trekantområdet, der mener, at turismen skaber værdi for lokalområdet. Det viser en undersøgelse af holdningen til turismen, som analyseinstituttet Epinion har foretaget på vegne af VisitDenmark og destinationen blandt andre.

Heri fremgår det nemlig, at der hersker en generelt positiv holdning til de afledte effekter af turismen på tværs af de kommuner, der befinder sig i destinationsselskabets område.

Erklærer sig glad for opbakning
Selvom analysen blotlægger en generel positiv holdning til turismen, finder man den største andel i Billund, hvor 86 procent af de adspurgte svarer, at deres opfattelse er, at der er flere positive end negative konsekvenser ved turismen.

I de tre andre kommuner Vejle, Fredericia og Kolding Kommuner er tallet 79 procent. Netop fordi turismen fylder så meget i Billund Kommune, er borgmester Stephanie Storbank (V) tilfreds med resultatet af undersøgelsen.

”Vores fyrtårnsattraktioner, unikke oplevelser, smukke natur og Danmarks næststørste lufthavn gør Billund Kommune til et godt sted at besøge. Derfor er jeg glad for, at borgerne bakker op om turismens betydning for lokalområdet.”

Resulterer i lokale virksomheder
Det er især de økonomiske gevinster fra turismen, der vurderes som værende positive af de i alt 1.013 borgere fra kommunerne i Destination Trekantområdet, der har givet deres holdning til kende i forbindelse med Epinion-undersøgelsen.

De nævner blandt andet indvirkningen på handelslivet og økonomien, ligesom erhvervet også vurderes som gavnlig for beskæftigelsen i lokalområdet. Derudover mener respondenterne, at turisme fører til et bredere udvalg af restauranter, kulturelle oplevelser og andre aktiviteter,

Simon Nicolajsen Jørgensen (S), der er medlem af kommunalbestyrelsen i Billund Kommune og formand for Teknik-, Plan- og Kulturudvalget, fremhæver, at indbyggerne benytter turismen til at skabe egne virksomheder.

Lokale kræfter har blandt andet stået bag etableringen af flere Bed & Breakfast-tilbud, campingpladser og andre turismeaktiviteter såsom cykeludlejning, fodboldgolf og fiskesøer, lyder det.


Relaterede artikler:

Lufthavn sætter fokus på vestdanske oplevelser

Charmeoffensiv for at få belgiske turister til landet

Blot fem destinationer fik flere overnatninger i 2023