Fra venstre: Sund & Bælts administrerende direktør Mikkel Hemmingsen og Lolland Kommunes borgmester Holger Schou Rasmussen (S). (Foto: Femern A/S | Sund & Bælt | PR)

Første spadestik satte byggeri af ny attraktion i gang

I løbet af det kommende år vil der blive arbejdet på at etablere en udsigtsplatform, som skal give de besøgende et bedre udsyn til og indblik i byggeriet af Femern Bælt-forbindelsen.  

Det er meningen, at besøgende og indbyggere i lokalområdet i begyndelsen af næste år skal kunne følge endnu tættere med i byggeriet af Femern Bælt-forbindelsen. Det har der indtil videre vist sig at være en relativ interesse for.

Senest kort efter årsskiftet da de to udstillingscentre i henholdsvis Rødbyhavn og Burg auf Fehmarn, hvor det er muligt at se billeder, film og modeller af byggeriet, kunne melde om rekordhøje besøgstal i 2023, da samlet set 50.486 personer besøgte udstillingerne i det forgangne år.

I tillæg hertil er der også blevet etableret en udsigtsplatform, hvorfra der kan kigges ind på byggepladsen. Det er dog meningen, at udsynet bliver bedre i 2025, da man netop har taget første spadestik til Pilen, der er navnet på et nyt udsigtspunkt.

Kalder det et vartegn
Pilen bliver en 217 meter lang stigende rampe, der når op i 24 meters højde. Udsigtspunktet opføres et par hundrede meter fra det sted, hvor det første tunnelelement skal sænkes på plads, og trafikken vil køre ind tunnelen, når Femern Bælt-forbindelsen efter planen åbner i slutningen af dette årti.

Det var administrerende direktør Mikkel Hemmingsen fra Sund & Bælt og Holger Schou Rasmussen (S), der er borgmester i Lolland Kommune, som mandag i denne uge officielt satte byggeriet i gang, da de tog første spadestik til det kommende udsigtspunkt.

“​Med Pilen har vi udsigt til at få et umanerligt flot byggeri, et nyt vartegn for vores område, og et symbol, vi kan være stolte af. Med Pilen får vi en fantastisk udsigt over området, og en større forståelse for de enorme perspektiver i Femern-byggeriet.”

Er svær at vise frem
I forbindelse med spadestikket holdt Sund & Bælt-direktøren tale. Heri hæftede Mikkel Hemmingsen sig ved, at Pilen vil gøre det muligt at fremvise nogle sider af byggeriet, som ellers kan være vanskelige at give offentligheden indblik i.

”En tunnel er i sagens natur svær at vise frem, men et megaprojekt af den her størrelse fortjener et vartegn og et sted, hvor vi kan imødekomme den kæmpe interesse, der er for byggeriet. Fra toppen af Pilen vil man kunne se, hvordan vi bygger infrastruktur i verdensklasse.”

Det er entreprenørkoncernen Aarsleff, der står for etableringen af Pilen. Her håber man, at muligheden for at følge med i arbejdet på verdens længste sænketunnel vil bidrage til at vække unges interessen for en karriere i byggebranchen.


Relaterede artikler:

Femern Bælt-udstilling sætter igen besøgsrekord

Besøgstallet på Femern Bælt-center stiger markant

Femern Bælt-forbindelsen øger behov for hoteller