Fejring af UNESCO-udnævnelsen på Fyrkat. (Foto: Nordjyske Museer | LinkedIn.com | PR)

Flere gæster tilskrives plads på eftertragtet liste

I oktober i år har Vikingemuseet Fyrkat indtil videre haft flere besøgende, end tilfældet var i samme periode i 2022. Ringborgens nye status som UNESCO verdensarv får æren for udviklingen.

Det vakte jubel blandt turismeaktører og museumsfolk, da de fem danske ringborge Aggersborg, Borgring, Fyrkat, Nonnebakken og Trelleborg i september blev optaget på UNESCOs verdensarvsliste i forbindelse med FN-organisationens verdenskomitékongres i Riyadh i Saudi-Arabien.

Håbet er, at borgenes nye status vil føre en positiv udvikling med sig både i form af nye formidlingsmuligheder, men at den i lige så høj grad også vil manifestere sig i flere turister og en højsæson, der fremover varer længere end hidtil.

Selvom det blot er lidt mere end måned siden, at kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) kunne glæde sig over det, som han beskrev som en kæmpe anerkendelse af dansk kulturarv, er der allerede blevet registreret et stigende antal besøgende på i hvert fald en af ringborgene.

Glæder sig over øget synlighed
Trods vejret tydeligt signalerer, at efteråret har lagt sig som et slumretæppe over Danmark, har der i løbet af oktober, været flere besøgende på Fyrkat ved Hobro end sidste år. Det skriver TV2 Nord.

I år har 1.500 gæster været forbi den nordjyske ringborg, hvilket er en stigning på henved 60 procent i forhold til de 940 besøgende, som man noterede i samme periode 2022. Jakob Ljørring Pedersen, der er museumsformidler på Vikingemuseet Fyrkat, fortæller, at det flugter med museets ønsker.

”Vi kan mærke, der er en stigning i besøgerantallet. Vejret påvirker jo lidt, men selv på de dårlige dage, som i fredags, hvor der var regn og blæst, var der gæster hele dagen. Museet har i en årrække ikke været så højtprofileret, så vi er meget glade for at blive mere synlige, for vi vil så gerne have gæster.”

Prioriterer at oplevede verdensarv
Tv-stationen har desuden talt med Mogens Jensen, der gæstede Fyrkat på den sidste dag i efterårsferien. Han tilskriver netop borgens nye status som verdensarv som en af årsagerne til, at han ville tage den i selvsyn.

Jensen fortæller, at når familien tager på ferie eller ture, og de er opmærksomme på, at der er mulighed for at opleve et punkt på UNESCOs Verdensarvsliste, vælger de at prioritere det. Med hans egne ord lyder det, at den strategi aldrig slår fejl, da det altid er værd at se.

Ved en tidligere lejlighed har Direktør Morten Jensen fra Destination Sjælland udtalt, at man her regner med at Trelleborg i fremtiden vil være et større trækplaster for turister. Den antagelse baserer man på erfaringer fra Stevns Klint og Christiansfeld, hvor antallet af besøgende er blevet øget efter, at disse destinationer blev udpeget som verdensarv af UNESCO.


Relaterede artikler:

Kan resultere i flere turister og en længere højsæson

Fem danske ringborge på UNESCOs verdensarvsliste

UNESCO-status kan få stor betydning for ringborge