Langhus ved Fyrkat i Hobro - en af Danmarks fem ringborge. (Foto: Martin8381 | CC 3.0)

Fem danske ringborge på UNESCOs verdensarvsliste

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt kalder det en stor dag for Danmark, at fem ringeborge fra vikingetiden er kommet på UNESCOs verdensarvsliste.

De fem danske ringborge, der er forsvarsværker fra vikingetiden, er søndag blevet optaget på UNESCOs prestigefyldte liste over verdensarv.

Optagelsen blev søndag sikret på UNESCOs årlige verdenskomitékongres i Riyadh i Saudi-Arabien. Det er Danmark og Rigsfælleskabets 11. optagelse på listen fra UNESCO, der er FN’s organisation for uddannelse, kultur, kommunikation og videnskab.

De fem ringborge er henholdsvis Aggersborg (Limfjorden), Borgring (Køge), Fyrkat (Hobro), Nonnebakken (Odense) samt Trelleborg (Slagelse).

Med optagelsen på listen får de fem danske ringborge en status af “enestående universel værdi”, hvilket er en betydning som overskrider kulturelle og nationale grænser og som har en værdi på globalt plan.

Fra dansk side har der arbejdet længe for at får de fem ringborge på UNESCOs verdensarvsliste, og det er et arbejde, der er blevet udført i et tæt samarbejde mellem Vesthimmerlands Museum, Nordjyske Museer, Museum Odense, Nationalmuseet og Museum Sydøstdanmark.

En stor dag for Danmark
Søndagens meddelelse fra Saudi-Arabien vækker naturligvis begejstring i den danske turismeindustri og ikke mindst hos kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M).

”Det er en stor dag for Danmark og dansk historie. De fem danske ringborge er en markant del af historien om, hvordan Danmark blev til en samlet nation og gik fra asatro til den kristne tro. Derfor er det en kæmpe anerkendelse af den danske kulturarv og den danske vikingetid, at ringborgene nu kommer på UNESCOs Verdensarvsliste.

Udnævnelsen er en kulmination på mange års arbejde, og jeg håber, at både turister fra ind- og udland vil tage ud rundt om i landet og besøge ringborgene og mærke historiens vingesus.”

Flere turister og længere sæson
Dem fem ringborge er alle fra omkring 980-tallet med Harald Blåtand som bygherre, og med optagelsen på verdensarvslisten forventes endnu flere turister til de fem ringborge, da UNESCOs verdensarv opfattes som et kvalitetsstempel.

”Vikingetiden har en berettiget og unik plads i verdenshistorien. Det er et internationalt brand, som udnævnelsen af ringborgene som verdensarv er med til at forstærke. Erfaringen fra Christiansfeld, der er det seneste sted Danmark fik optaget verdensarvslisten i 2015, er, at besøgstallet inden for få år blev mere end tredoblet, og at ’turistsæsonen’ nu varer hele året,” forklarer Lars Christian Nørbach, direktør Nordjyske Museer og formand for styregruppen bag projektet.

Derfor håber destinatonerne, hvor de fem ringborge er placeret, at mange nye gæster vil kunne mærkes ved de nærliggende attraktioner og overnatningssteder.

 

Relaterede artikler:

UNESCO-status kan få stor betydning for ringborge

Naturstyrelsen advarer: UNESCO-status er truet

Danske ringborge til debat i Saudi-Arabien