Et dansk museum går efter at få status som UNESCO-verdensarv. Nu meddeler museet, at man er kommet på tentativlisten, og dermed er man rykket et skridt nærmere den internationale anerkendelse.
Danmark kan, hvis alt går vel, få endnu en attraktion på UNESCO’s verdensarvsliste inden for overskuelig fremtid.
Det drejer sig om Arbejdermuseet, som melder til TV2 Kosmopol, at museet er blevet optaget på tentativlisten. En plads på listen er første skridt mod at kunne sende en nomineringsrapport med det faglige grundlag for museets optagelse på verdensarvslisten.
Til TV2 Kosmopol oplyser museet, at arbejdet med nomineringen kræver en bred dialog med beboere og erhvervsdrivende i lokalområdet om konsekvenserne af de turismemæssige effekter, en UNESCO-status vil have.
I spidsen for et globalt projekt
Egentlig arbejder Arbejdermuseet ikke blot på selv at komme på verdensarvslisten. Museet har til huse i i den fredede Forenings- og Forsamlingsbygning i Indre København fra 1879.
Konkret ønsker man at få bygningen på verdensarvslisten sammen med en række andre af den socialistiske arbejderbevægelses forsamlingsbygninger på tværs af kloden, og det er egentlig dette arbejde, som museet står i spidsen for.
På sin hjemmeside påpeger museet, at mens UNESCO’s verdensarvsliste allerede inkluderer industrianlæg som vidnesbyrd for den industrielle revolution, er arbejderbevægelsens bygninger også en vigtig kulturarv, som viser, hvordan arbejderne organiserede sig lokalt.
Kommune støtter nominering
I en pressemeddelelse oplyser museet, at Kulturministeriet har sendt den formelle tilkendegivelse om den kommende nominering afsted til UNECOs hovedkvarter i Paris, hvilket markerer, at museet er gået ind i slutspurten i udarbejdelsen af nomineringsrapporten.
Københavns Kommune støtter med 400.000 kroner til projektet i 2024 og 2025. Den støtte betyder, at man kan fortsætte med at arbejde på at omdanne museet fra et traditionelt museum til et alsidigt, folkeligt mødested, som bygger på værdier som fællesskab, demokrati og dannelse, oplyses det.
For at vinde støtte fra lokalområdet holder Arbejdermuseet borgermøder. Det næste borgermøde er den 8. februar, og her vil museet give en status på projektet samt et overblik over, hvordan den ekstra turisme, en UNESCO-status kan generere, vil påvirke museets omgivelser.
I 2022 indtog Arbejdermuseet i øvrigt en 63.plads på VisitDenmarks liste over Danmarks mest besøgte turistattraktioner. I alt var der således 117.636 besøgende på museet i løbet af året.
Relaterede artikler:
Efter tre års arbejde: Er nu klar til UNESCO-status