Vandring i tidevandsområdet Vadehavet. Foto: Visit Rømø & Tønder.

Naturstyrelsen advarer: UNESCO-status er truet

Hvis planer om et nyt testvindmøllecenter bliver ført ud i livet, risikerer Vadehavet at miste sin plads på UNESCOs verdensarvsliste.

Naturstyrelsen er bekymret for Vadehavets plads på UNESCOs verdensarvsliste, for planer om at opføre et testvindmøllecenter kan vise sig at være uforenelige med de krav, som UNESCO stiller til bevaring af verdensarv, det skriver TV Syd.

Mediet har fået aktindsigt i en e-mail, som Naturstyrelsen har sendt til Miljøstyrelsen. I den skriver styrelsen, at ”Det vurderes, at der er en reel risiko for, at UNESCO vil finde et testcenter uforeneligt med områdets status som verdensarv, og at området helt eller delvist slettes fra listen over verdensarv.”

Vadehavet har haft status som UNESCO-verdensarv siden 2014.

Den daværende S-regering besluttede juni sidste år sammen med Venstre, SF, Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance at søsætte en målrettet screening af et testcenter for vindmøller i Vadehavsområdet med møller på 450 meters højde. Til sammenligning er Eiffeltårnet 330 meter højt med sin antenne og Empire State Building er 443 meter høj med sit spir.

På nuværende tidspunkt er Danmarks højeste bygningskonstruktion den 321,3 meter høje tv-antenne, Tommerup-senderen, ved Brylle på Fyn.

Har fjernet verdensarv på listen før
UNESCO har før fjernet områder fra verdensarvslisten. Senest skete det i 2021, hvor den engelske by Liverpool blev fjernet fra listen, da organisationen vurderede, at nybyggeri på byens victorianske havnefront underminerede attraktionsværdien.

I 2009 fjernede UNESCO ligeledes et naturområde nær Dresden i Tyskland fra verdensarvslisten, da der blev bygget en vejbro med fire spor henover området.

Ud over at have status som verdensarv er Vadehavet også en nationalpark og et Natura2000-område. En status som dansk nationalpark indbefatter, at naturområdet er enestående og vurderes at have en for Danmark enestående naturtype.

Vadehavet er et af verdens største tidevandsområder.

”Det består af øer, tidevandskanaler, løb, mudderflader og kyst, som hele tiden ændrer form og nogle gange endda sted. Det indeholder stor diversitet i plante- og dyreliv og er et af verdens mest produktive økosystemer,” skriver Nationalpark Vadehavet på sin hjemmeside.

Natura2000 er et netværk af naturområder under EU’s beskyttelse. I områderne gælder særlige regler for at behandle planer og projekter.

 

Relaterede artikler:

UNESCO-by gør klar til jubilæumsfejring

Millioner til UNESCO-verdensarv

Danske ringborge til debat i Saudi-Arabien