Greve Marina. PR-foto.

Flere danskere søger ferien til søs

Mange danskere har de seneste år fundet glæden ved at begive sig ud på havet. En ny generation af bådejere brugere båden på en ny måde, og havnene skal i stigende grad udbyde større bådpladser.

Danskerne tager i stigende grad sejlerlivet til sig. Tal fra Danmarks Statistik viser således, at antallet af overnatninger på de danske lystbådehavne er støt stigende.

De seneste overnatningstal viser, at der fra maj til september 2023, hvor der er målt overnatninger på lystbådehavnene, er foretaget 554.642 danske overnatninger, og det repræsenterer en stigning på 24 procent siden 2015.

Samtidig er gennemsnitsalderen på bådejere hertillands faldet støt de seneste år, og det er en tendens der har været i gang siden før coronapandemien. Det fortæller Jesper Højenvang, der er direktør for Foreningen af Lystbådehavne I Danmark, i en pressemeddelelse.

Og mens alderen på de sejlende danskere er faldende, er størrelsen på de danske lystbåde i øvrigt stigende.

”Bådene har fået vokseværk, og jo større båd man ønsker sig, jo sværere er det også at finde en plads. Så snart du kommer over 35-40 fod, skal du stå på venteliste for at få en plads i de fleste havne, ”siger Jesper Højenvang.

En lystbåd skal kunne mere
Den tendens ser man også hos Princess Yachts, som siden 1965 har udviklet og produceret lystyachts. Det er simpelthen blevet et krav, at en lystbåd skal kunne mere.

”Båden tjener i dag mange flere formål end tidligere, og folk prioriterer at have plads til at være sammen med familie og venner ombord. Det afspejles også i bådenes størrelse og design, som i høj grad er indrettet, så man kan leve bekvemt på vandet,” fortæller Mads Roepstorff, der er administrerende direktør hos Princess Yachts i Danmark.

Det er dog ikke blot en tendens, som ses blandt danskere. Bådproducenten har også set tendensen på en af Europas største bådmesser, Düsseldorf Boat Show, som næste gang finder sted den 20.-28. januar, hvor også mange danske bådejere er til stede.

”Folk er ikke bleg for at køre 800 – 1000 kilometer for at se på ny båd. I dag tilpasses bådene i høj grad kundens individuelle behov, og folk vil gerne have detaljer, der understøtter lige netop deres måde at bruge båden på. Det betyder, at såvel størrelsen på bådene som udvalget har udviklet sig voldsomt de seneste år,” fortæller Mads Roepstorff.

 

Relaterede artikler:

Kun hovedstaden havde vækst i overnatninger i 2023

Danmark klarer sig godt i forhold til strategiske mål

Forventer flere krydstogtanløb i 2024