Feriehus ved Vesterhavet. Foto: Varde Kommune.

Færre overnatninger i feriehuse i årets første halvdel

Mens det generelle overnatningstal for første halvdel af 2023 slår rekord, halter feriehusene bagefter. Således har der være færre overnatninger i landets feriehuse.

De foreløbige overnatningstal fra Danmarks Statistik for 2023 tegner godt for turistbranchen i Danmark, hvor hoteller, feriecentre, vandrerhjem, campingpladser og i lystbådehavne samlet set har haft syv procent flere overnatninger i første halvdel af året sammenlignet med 2022.

Men landets feriehuse har ikke været en del af den udvikling. For her er overnatningstallet faldet med små tre procent siden 2022.

Det er dog ikke ensbetydende med, at det går dårligt for landets feriehusudlejere, for nok er tallet lavere end sidste år, men 2023 indfinder sig stadig med 2022 som de eneste to år, hvor der har været mere end otte millioner overnatninger i årets første seks måneder. På samme tid er der stadig foretaget 1,1 millioner overnatninger mere i feriehuse end i første halvdel af 2019.

Tilvækst af hollandske gæster
For juni måned alene er der også sket et fald i antallet af overnatninger. I alt var der 2,3 millioner overnatninger i danske feriehuse i juni måned, og det er 190.000 færre sammenlignet med juni måned 2022.

Den største gruppe turister i de danske feriehuse er stadig tyskere, men også dem har der været færre af. I alt har tyskere foretaget 129.000 færre overnatninger, og det samlede tal lyder på 1,5 millioner. Selvom der er en nedgang i de tyske overnatninger i juni, er det dog stadig kun i juni 2022, der har været flere tyske feriehusovernatninger end i juni 2023.

Hollændere har i år stået for flere overnatninger i juni måned end sidste år. Deres overnatningstal steg således med 8.000 overnatninger til 43.000, hvilket er det højeste antal nederlandske feriehusovernatninger for en juni nogensinde.

Flere bookede husuger
Mens der i årets første halvdel har været færre overnatninger, tegner resten af året sig godt. Således var der ved udgangen af juni måned 360.000 bookede husuger for resten af 2023, og det er ifølge Danmarks Statistik en stigning på 6.600 husuger sammenlignet med samme tidspunkt sidste år.

Den største stigning ses i august, hvor der er booket 2.600 flere husuger end i august 2022.

 

Relaterede artikler:

Flere feriehusgæster end før pandemien

Inflation sender udbuddet af feriehuse i vejret

Feriehusudlejer vil have gæsten til at vende tilbage