Med plads til 74 autocampere åbnede Københavns Autocamper Park i juni sidste år ved krydstogtterminalerne på Oceankaj. PR-foto: Københavns Autocamper Park.

Efterspørger ordnede forhold for autocampere

Mens mængden af autocampere er stigende i det danske ferieland, er lovgivningen ikke fulgt med. Dansk Erhverv og Camping Outdoor Danmark ønsker ny lovgivning for, hvor autocampister må overnatte.

Som reglerne er i dag, er autocampister sidestillet med almindelige bilister. Det betyder, at de ikke er omfattet af campingreglementet og derfor i udgangspunktet kan parkere og overnatte, hvor de vil.

Det giver frustrationer på parkeringspladser i naturen og i byen, og skal der gøres noget ved problematikken, er det i dag op til de enkelte kommuner at udforme regler på området, og det giver et kludetæppe af regler på tværs af kommuner, skriver Jydske Vestkysten.

Derfor foreslår Camping Outdoor Danmark og Dansk Erhverv nu, at der skal oprettes en selvstændig kategori for autocampere i henhold til registreringsloven. Derudover skal en revidering af campingloven sikre, at campingpladser kan konkurrere på lige fod med autocampingpladser.

Campingvogne skal ifølge campingreglementet parkere med tre meters afstand på grund af brandfare, men de regler er autocampere ikke underlagt, og derfor er konkurrencen skævvreden, mener organisationerne.

LinkedIn understreger Dansk Erhverv, at det stigende antal autocampere i Danmark overordnet set er positivt. Det er lovgivningen, der er problemet.

Politiker fik syn for sagen
I påske inviterede Camping Outdoor Danmark, der repræsenterer mere end 200 campingpladser på landsplan, MF for Moderaterne Henrik Frandsen til Rømø, så han selv kunne få syn for sagen.

Han skulle, som Camping Outdoor Danmark formulerede det til Jydske Vestkysten, se autocampere, der “hver eneste morgen triller fra Lakolk Camping ned på stranden for at parkere der hele dagen”.

Det skulle illustrere, at de nuværende regler for autocampere er til gene for øens beboere samt dyre- og naturlivet og ikke mindst campingpladser, der går glip af kunder, når de skal konkurrere mod gratis parkeringsmuligheder, som autocampisterne i dag har.

Under mødet med Camping Outdoor Danmark meldte Henrik Frandsen ud, at han er enig i, at der er brug for nye regler for autocampere. Han mener dog først, at det er muligt at de nye regler kan komme på plads til næste sommer.

 

Relaterede artikler:

Udsender konfliktvarsel mod Dansk Camping Union

DI med løftet pegefinger til landets kommuner

Utilfredshed trods bevilling på 10,4 millioner kroner