Denne placering er valgt til projektet på Lolland. (Foto: Naturstyrelsen | PR)

Afsætter millioner til at få turister ud i dansk natur

To fonde har øremærket 16,7 millioner kroner til fire projekter, som skal få indbyggere og turister til at gå på oplevelse i dansk natur. På Lolland skal der bygges et nyt vartegn og udflugtsmål.

I fremtiden vil bilister, som kører på Sydmotorvejen i nærheden af nedkørslen til den kommende tunnel over Femern Bælt, blive mødt af en ny attraktion ved Rødby på Lolland, og den skal både fungere som et lokalt udflugtsmål og et nationalt vartegn.

Det er i hvert fald ambitionen hos Realdania og Ny Carlsbergfondet, der har taget initiativ til og finansierer projektet, som kaldes ’Infrastruktur X Rå natur’. Det skriver TV2 Øst. Det står dog ikke alene, da fondene ligeledes er involveret i tre andre lignende projekter.

Det drejer sig om ’Holmsland Hotspot’ ved Ringkøbing, ’Grænseløse horisonter’ på Rømø og ’ankomsten på Grenen’ i Skagen, der alle fire har det til fælles, at man vil benytte kunst og arkitektur til at henlede opmærksomheden på særlige steder i naturen i de danske landkommuner således, at flere lokale indbyggere og turister opdager, at de eksisterer.

Kunstnere og arkitekter arbejder sammen
Der er afsat fire millioner kroner til projektet i Skagen, 4,2 millioner kroner til det på Rømø, mens der ventes at bliver brugt 4,8 millioner kroner på Ringkøbing-egnen. Det nye vartegn ved Rødby har fået øremærket 3,7 millioner kroner fra donorerne.

I øjeblikket er tre hold bestående af kunstnere og arkitekter i færd med at udarbejde deres bud på, hvordan et kommende vartegn og udflugtsmål kan se ud.

Det drejer sig om Kirstine Roepstorff og tegnestuen DETBLÅ, kunstner Amitai Romm sammen med arkitektpraksissen Djernes & Bell samt billedhugger Morten Stræde, der samarbejder med tegnestuen Mette Romme Landskab. Denne beskæftiger sig særligt med botanik og landskabsfortællinger samt natur og kulturformidling.  

Skal binde landene sammen
De første skitser af de tre holds bud ventes at blive præsenteret i begyndelsen af næste år, hvorefter der skal findes et vinder. Når det er gjort, skal oplægget videreudvikles og føres ud i livet i et samarbejde mellem kunstner, arkitekter og den lokale såkaldte projektejer, som på Lolland er Naturstyrelsen Storstrøm

Stine Lea Jacobi, der er programchef hos Realdania, mener, at man med placeringen tæt ved Femern Bælt-tunnelen har fundet et interessant afsæt, fordi de forbipasserende både vil komme for at opleve projektet, men også kaste et blik i dets retning, når de er på vej fra enten et sted eller land til et andet.

”Det er et virkelig spændende sted, hvor vartegnet skal laves. Vi kommer til at binde to lande sammen. Nogen vil passere det i høj fart, mens andre vil gå langsomt forbi det. Derfor var det et spændende sted at placere.”


Relaterede artikler:

Nu kan lejrskole omdannes til naturhostel

Naturferier er populære som aldrig før

Flere danskere skal overnatte i naturen