Således kommer Kronhede Naturhostel efter planen til at tage sig ud. Visualisering: Tegnestuen Fungerium.

Nu kan lejrskole omdannes til naturhostel

Efter at en naboklage havde lagt projektet brak i næsten et år, kan en gammel lejrskole nu endelig omdannes til overnatningssted, der henvender sig vandrere, cykelturister og naturelskere.

En naboklage har i trekvart år betydet, at planer om at omdanne Kronhede Lejrskole i vestjyske Ulfborg til Kronhede Naturhostel ikke kunne føres ud i livet.

Planklagenævnet har imidlertid nu afvist klagen, og det betyder, at de otte millioner kroner, som lejrskolen har afsat til omdannelsen, endelig kan komme ud at flyve. Det skriver Dagbladet Ringkøbing-Skjern.

”Det er dejligt, at der er kommet en positiv afgørelse. Vi regner med at holde en udbudsrunde på arbejdet lige efter nytår, og ombygningen skulle gerne stå klar inden udgangen af 2024,” fortæller Morten Beiter, formand for Kronhede Lejrskole, til avisen.

Støtte fra både kommune og fonde
Projektet nyder støtte fra Ringkøbing-Skjern Kommune, som støtter med 750.000 kroner, VKR-gruppens Medarbejderfond som støtter med fire millioner kroner samt Nordea Fonden, som støtter med 3,5 millioner kroner.

Midlerne skal gå til nybyggeri samt renovering af lejrskolen, som skal forvandle stedet til et udgangspunkt for naturturisme i området med fokus på for eksempel vandrere, cykelturister og naturelskere.

Senest har Friluftsrådet valgt at støtte projektet med 250.000 kroner, som skal bruges på etableringen af en bålplads, udekøkken samt fire sheltere, som skal kunne benyttes gratis af alle.

Klage holdte projektet hen
Projektet har været klar til at blive ført ud i livet i et godt stykke tid. Den 12. december sidste år gav Ringkøbing-Skjern landzonetilladelse til opførelsen af en ny 120 kvadratmeter stor bygning.

Der er dog reelt kun tale om en udvidelse på 10 kvadratmeter, da to bygninger samtidig skal rives ned. Men en nabo, der bor 1,7 kilometer væk, satte sig imod planerne, da et naturhostel med deres øjne ville føre til et øget publikumstryk i området, hvilket ville være til gene for naboer i området, og fordi privat skov i området kan bruges til turismeaktiviteter.

Men Planklagenævnet fandt, at omdannelsen af lejrskolen ikke vil medføre nogen nævneværdig forøgelse af aktiviteten på ejendommen, ligesom nævnet fandt, at nabogener vil være begrænsede, og derfor blev klagen afvist.

Planerne om Kronhede Naturhostel opstod, fordi lejrskolens bestyrelse i 2020 besluttede at omdanne lejrskolen for at følge med tidens efterspørgsel. Håbet er samtidig, at det nye overnatningssted kan bidrage til at puste nyt liv i vandreruten Drivvejen, som fra den dansk-tyske grænse fører op til Thyborøn og Nationalpark Thy.

 

Relaterede artikler: 

Politikere vil ikke have besøgscenter ved kendt fyr

Efterlyser fond efter tur til vestkysten

Jysk vandrerute vinder atter hæder