PR-illustration af det planlagte badehotel Ristinge Strand på sydkysten af Langeland.

Dropper planer om nyt dansk strandhotel

Initiativtageren til det planlagte bæredygtige badehotel Ristinge Strand på Lolland kan ikke finde investorer – projektet er derfor opgivet. “Men der er dog et lille spinkelt håb tilbage,” oplyses det.

Håndklædet er kastet i ringen for planerne om et nyt badehotel på Lolland, Ristinge Strand. Det oplyser initiativtageren, Mads Zangenberg, i en pressemeddelelse.

Badehotellet skulle være opført, hvor de sørgelige rester af et gammelt pensionat står i dag. Der er givet kommunal tilladelse til projektet, men finansieringen kom ikke på plads.

Sidste gang, en gæst forlod det daværende sommerpensionat Havblik på sydkysten af Langeland ved Ristinge Strand, var i 2004. Siden er den gule murstensbygning forfaldet og står klar til nedrivning.

Det var planen, at der i stedet skulle opføres et nyt strandhotel med 12 værelser, restaurant, tagterrasse og så videre.

Den gode nyhed kom aldrig
Ifølge Mads Zangenberg havde knap 300 skrevet sig op som interesserede i at blive investor i projektet. ”Men da jeg for knap to år siden offentliggjorde hotelplanerne, var tiden en anden. Det kostede penge at have sin formue stående i banken, Rusland var ikke gået ind i Ukraine og inflationen var lav,” siger han.

Selskabet ville rejse kapital ved at sælge 375 ”folkeaktier” af 45.000 kroner. Men på selskabets første online investormøde i september deltog kun to interesserede investorer. Bedre gik det til de tre fysiske investormøder ved hotellet, hvor flere lokale – primært områdets sommerhusejere – kiggede forbi, dog med forbehold om at afvente projektets ansøgning om støtte, oplyses det.

I august i år søgte projektet Realdania om 11,8 millioner kroner i støtte til opførelse af det bæredygtige hotelprojekt. Men Realdania vurderede, at projektet ikke falder indenfor foreningens filantropiske strategi, primært fordi projektet er for kommercielt, hedder det i pressemeddelelsen.

”Den gode nyhed som skulle få de private investorer med, kom derfor aldrig,” siger Mads Zangenberg og peger på, at der er ”et lille spinkelt håb tilbage.” De seneste måneder har han ifølge egne oplysninger været i dialog med potentielle storinvestorer, i håb om at kunne realisere projektet.

”Det vigtigste for mig er, at projektet bliver realiseret. Til glæde for lokalsamfundet og for hele Langeland,” siger han og tilføjer, at der arbejdes på at sælge rettighederne til projektet, som senest skal være i gang i marts 2026, hvor dispensationen fra Kystdirektoratet udløber.

 

Relaterede artikler:

Kommune siger ja til nyt strandhotel

Dansk eksklusiv hotelkæde får ny direktør for strandhoteller

Vil give nyt liv til mishandlet “øjebæ” strandhotel