Visualisering af Heimathafen Hotels forslag til et badehotel på Rømø. (Illustration: Architekturbüro Ladehoff | Tønder Kommune | Facebook.com | PR)

Vil afsætte millionbeløb til udgifter ved badehotel

Trods det bliver en tysk hotelkæde, der står for langt størstedelen af finansieringen af et muligt nyt badehotel på Rømø, får Tønder Kommune også udgifter, som det anbefales at frigive midler til.

I løbet af det for nyligt forgangne år kom det frem, at Heimathafen Hotels, der i dag driver en række hoteller forskellige steder i Tyskland, ønsker at opføre et nyt badehotel med en anslået pris på mere end en halv milliard kroner ved Lakolk på Rømø.

Efter planen vil det kommende hotel have en kapacitet på 100 værelser og 55 lejligheder, ligesom der næres en forventning om, at det vil bidrage til en stigning af antallet af årlige overnatninger i Tønder Kommune, der beløber sig til omkring 100.000.

Det er dog ikke kun hotelkæden, der skal have penge op af lommen. Det gælder også for den sønderjyske kommune, lyder det i JydskeVestkysten.

Kan finansieres via grundsalget
Tønder Kommune har allerede frigivet over en million kroner til projektet, men nu er Klima-, Vækst- og Udviklingsudvalget kommet med en henstilling til Økonomiudvalget og kommunalbestyrelsen, som går på, at yderligere 2,5 millioner kroner bør afsættes til formålet.

Det skyldes, at hvis man når dertil, hvor badehotellet bliver bygget, vil det være op til kommunen at nyopføre receptionen ved campingpladsen First Camp Lakolk Strand samt at etablere en række parkeringspladser.

Derfor skal de 2,5 millioner kroner gå til rådgivning i den forbindelse samt til at få afsluttet planarbejdet for det eventuelt kommende hotel.

I anbefalingen er meldingen fra kommunens udvalg, at beløbet kan findes blandt midlerne fra salget af projektgrunden til Heimathafen Hotels, der betalte 35 millioner kroner for at erhverve sig det 2,2 hektar store jordlod på Rømø.

Kalder udgift for rimelig
Thomas Ørting Jørgensen, der repræsenterer partiet Borgerlisten i kommunalbestyrelsen og bestrider posten som formand for Klima-, Vækst- og Udviklingsudvalget, anslår, at kommunens udgifter samlet set vil beløbe sig til omkring fire millioner kroner.

Lokalpolitikeren udtaler til JydskeVestkysten, at det i hans optik er pengene værd, selv hvis det ender med, at hotellet ikke bliver opført, da der muligvis alligevel ville være et ønske om at få ordnet de opgaver, som kommunen har påtaget sig.

”Det er en omkostning, jeg synes, vi skal se i relation til, at det er et samlet projekt til flere hundrede millioner kroner, og hvor vi i øvrigt i forvejen har et ønske om at forbedre infrastrukturen på Lakolk, uanset om der kommer et hotel eller ej. Så derfor synes jeg egentlig, det er en rimelig udgift, at vi vedstår os.”


Relaterede artikler:

Politisk flertal kræver hotelprojekt stoppet

Hotelprojekt vil ommøblere landskabet

Tysk hotelkæde bygger første hotel i Danmark