Turistbyen Lakolk på Rømo. Foto: Dansk Kyst- og Naturturisme.

Tysk hotelkæde bygger første hotel i Danmark

En stor tysk hotelkæde træder nu ind på det danske marked. Hotelkæden har fået råderet over et stort areal på Rømø og har planer om flere danske hoteller.

Overnatningskapaciteten på Rømø bliver udvidet kraftigt. Den tyske hotelkæde Heimathafen Hotels opfører nemlig et helårsbadehotel i turistbyen Lakolk med 100 værelser, 55 lejligheder, herunder 10 satellitværelser og et samlet areal på op til 12.200 kvadratmeter. Det skriver Dansk Kyst- og Naturturisme i en pressemeddelelse.

Heimathafen Hotels råder aktuelt over syv hoteller i Tyskland og har yderligere tre under opførelse. Det danske hotel er kædens første hotel uden for Tyskland, og netop Danmark har været i kikkerten længe. fortæller Heimathafen Hotels’ administrerende direktør, Jens Sroka.

”Vi har længe haft blikket rettet mod det danske marked, og vi håber, at opførelsen af et badehotel på Rømø vil blive starten på en større ekspansion på det danske hotelmarked. Vores ambition er at åbne flere hoteller i landet inden for de kommende år. Vi tror på, at tiden lige nu er den rigtige med den stabile fremgang i både overnatninger og omsætning i dansk turisme, og samtidig har vi mødt en stor velvilje i forbindelse med vores sonderinger, siger han.

Går efter tyske turister
Heimathafen Hotels specialiserer sig i hoteller ved kysten, og placeringen af et hotel på netop Rømø flugter godt med hotellets markedsmodel. Det er håbet, at særligt tyske turister bliver tiltrukket af hotellet, fortæller direktøren.

”Vi ved fra vores mange års erfaring i Tyskland, at konceptet fungerer, og på Rømø er omkring 80 procent af gæsterne tyske, så markedet er uden tvivl til stede. Samtidig råder vi over en meget loyal kundeportefølje, hvorfra vi kan trække nye gæster til området. Derfor er vi forsikrede om, at vi vil trække nye tyske gæster til Rømø og Danmark, og samtidig håber vi naturligvis også, at vores hotelkoncept vil tale til danskerne,” lyder det fra Jens Sroka.

Kommune gik efter udenlandsk investor
Det er en aktiv indsats med at tiltrække udenlandske investorer til Tønder Kommune, som har ført til Heimathafen Hotels’ entré på det danske marked.

Tønder Kommune har udbudt området på Rømø, hvor det nye badehotel skal opføres, og processen er understøttet af initiativet ”Invest in Coastal Tourism in Denmark”, som Dansk Kyst- og Naturturisme står for.

Claus Hyttel Skrubbeltrang, der er investeringschef hos Dansk Kyst- og Naturturisme, ser hotelkædens indtræden på det danske marked som en del af en bredere udvikling, hvor kyst- og naturturismen i Danmark de seneste år har været i vækst.

”Kyst- og naturturismen i Danmark er i fremgang, og de foreløbige overnatningstal for 2022 indikerer, at kystturismen er tilbage på samme vækstspor som før corona. Det er for alvor en blåstempling af den vækst og ikke mindst det potentiale, den danske kyst- og naturturisme besidder, at vi har formået at tiltrække en stor og anerkendt spiller i hotelbranchen som Heimathafen Hotels. Med deres indtræden på markedet udvikles branchen yderligere, og det er virkelig glædeligt,” siger han.

100.000 ekstra overnatninger til Tønder Kommune
Projektet forventes at kunne tilføre 100.000 ekstra overnatninger til Tønder Kommune samt skabe omkring 150 helårsjobs og bidrage med cirka 40 millioner kroner i ekstra årlig omsætning på Rømø. Borgmester i Tønder Kommune, Jørgen Popp Petersen, ser derfor også frem til færdiggørelsen af det nye badehotel på Rømø.

”Vi har svært ved at få armene ned over dette projekt. Det er vores helt klare forventning, at Heimathafens nye badehotel vil give et kæmpe boost ikke bare til Rømø men hele Tønder Kommune. For os har det været afgørende at tiltrække et hotelprojekt, der bidrager med liv og vækst i både Lakolk og det omkringliggende område, og særligt attraktivt er det, at dette hotelprojekt bidrager med omsætning og jobs hele året. Håbet er at kunne genvinde tidligere tiders storhed med et badehotel på Lakolk. Det er med til at skabe muligheder for de borgere, der bor tæt på men også liv for de øvrige borgere i lokalområdet,” siger Jørgen Popp Petersen.

 

Relaterede artikler:

Salgsaftale om dansk hotelkæde kan nærme sig

Stor hotelkæde: Vi skal have 20 hoteller i Danmark

International hotelkæde rykker ind i Danmark