København set fra oven. Foto: Daniel Rasmussen

Wonderful Copenhagen dropper populært plastickort

Wonderful Copenhagen har netop lanceret en ny sæson af attraktionskortet, Copenhagen Card. Som noget nyt er kortet 100 procent digitalt.

Når turister besøger hovedstaden, kan de frit boltre sig i over 80 attraktioner og tage offentlig transport, hvis de erhverver sig et Copenhagen Card fra Wonderful Copenhagen.

Indtil videre har turisterne kunnet købe et plastickort, der gælder i op til 120 timer. Kortet kunne hentes i Københavns Lufthavn eller på et “pick up spot” i indre by. Men nu bliver kortet 100 procent digitalt.

Kan hente information i app
Wonderful Copenhagen oplyser til Turisme24.dk, at det klassiske plastickort bliver udfaset som et led i en større digitaliseringsprojekt.

Konkret skal besøgende turister, der ønsker at købe kortet fremover gøre det gennem en app. For turisterne betyder det også, at de har et sted, hvor de kan hente information om attraktioner og holde sig orienteret om åbningstider, ligesom appen også tilbyder kort over hovedstadens seværdigheder.

Turisterne har også mulighed for at organisere lister over, hvilke attraktioner, de er interesserede i, så deres muligheder bliver gjort overskuelige. Internettet skal kun bruges til at købe kortet og aktivere det, og efterfølgende kan turisterne bruge appen, selvom deres telefon er sat på flytilstand.

To varianter
Som noget nyt deler Wonderful Copenhagen kortet op i to varianter. Den store variant hedder Copenhagen Discover, og den giver turister muligheder for at vælge mellem mere end 80 attraktioner i Hovedstadsregionen. Derudover kan to børn på under 12 år komme gratis ind.

Den mindre variant, som Wonderful Copenhagen kalder Copenhagen Hop, inkluderer omkring 40 attraktion alle sammen i indre by. På denne variant kan turister ikke medbringe børn. På begge kort gælder det, at turister kun har ret til at besøge hver attraktion en enkelt gang. På LinkedIn skriver Wonderful Copenhagen, at kortet er henvendt til en ny målgruppe, men oplyser ikke yderligere om, hvem man går efter at markedsføre det nye kort til.

 

Relaterede artikler:

Internationale overnatninger stadig under niveau

VisitDenmark vil genetablere den personlige kontakt

Sådan fordeler overnatningerne sig i 2022