En tidligere begivenhed i The Fortnite Champion Series-turneringen. (Foto: Blast | PR)

VisitDenmark i partnerskab med esportsturnering

VisitDenmark har indgået et partnerskab med esportsvirksomheden Blast der i disse dage afholder en esportsturnering i Royal Arena. Partnerskabet promoverer Danmark på flere platforme.

Fra den 22. til den 26. november tørner nogle af verdens bedste spillere af skydespillet Counter-Strike sammen i Royal Arena til turneringen Blast Premier Fall Final. Det er sjette gang, esport-mesterskabet finder sted i Royal Copenhagen, og finalisterne kæmper om en præmie på 2,9 millioner kroner.

I år har arrangøren Blast indgået et samarbejde med VisitDenmark om at promovere Danmark som en af verdens ledende esports-destinationer blandt fans og rejsende, oplyser Blast i en pressemeddelelse. Turneringen er den tredje store esportbegivenhed, som Blast arrangerer i København i år.

”Når Blast har valgt at afholde så mange esport events i Danmark i år, understreger det Danmarks bemærkelsesværdige position inden for esport og gaming. Men det er også en fantastisk mulighed for at vise Danmark frem som et innovativt og moderne land,” lyder det fra VisitDenmarks administrerende direktør, Katja Moesgaard.

Hun fortsætter:

”Samarbejdet med Blast skaber en unik platform til at nå ud til et globalt publikum, hvor vi kan sprede budskabet om Danmark. Vi har en ambition om at inspirere fans fra hele verden til at besøge landet, hvor nogle af de største Counter-Strike-stjerner som Finn ’Karrigan’ Andersen stammer fra.”

Profilering i mange lande
Blast regner med, at et publikum fra 154 lande og territorier verden over kommer til at følge med i turneringen, som vises på 27 forskellige sprog.

Gennem partnerskabet mellem VisitDenmark og Blast vil Danmark blive profileret gennem både fysiske og digitale platforme med indhold, hvor kendte danske Counter-Strike-spillere besøger steder som Kronborg, Lynæs Surfcenter og Fyrkroen.

Danmark er førende inden for esport
Danmark har opnået en position som en af verdens førende nationer inden for esport. I rapporten “Danmark som esportsnation,” som Dansk Industri udgav i august måned, fremhæver organisationen, at Danmark har potentialet til at være verdensførende inden for feltet.

Blast oplyser selv, at ingen andre byer i verden er vært for så mange store esports events som København i 2023, og Blast, som selv har base i København, arbejder med nogle af verdens største spilproducenter på at arrangere esportsbegivenheder i Danmark.

”Danmark er ikke blot en førende destination for rejsende verden over, men har også positioneret sig som den foretrukne lokation for esport- og gamingfans. 2023 har vist bredden og dybden i tilbuddene med tre ”tier one” arena-begivenheder i København, som fans kan deltage i og nyde. Vi er glade for partnerskabet med en ledende destination som VisitDenmark og for at støtte dem i at promovere Danmark over for et globalt publikum,” udtaler Alexander Lewin, vicedirektør for distribution og program hos Blast.

 

Relaterede artikler:

Gamingfestival skal være trækplaster i lavsæsonen

København vært for dyst om 27,4 millioner kroner

Gamingfestival skal være trækplaster i lavsæsonen