Når Copenhagen Gaming Week i 2024 afvikles for første gang, skal festivalen trække turister til København i en tid på året, hvor det er sparsomt med besøgende, siger Wonderful Copenhagen.
I starten af året meldte Bellagroup og Wonderful Copenhagen ud, at organisationerne havde fået en pose penge af Københavns Kommune, der var øremærket til at trække flere gaming-turister fra ind- og udland til den danske hovedstad.
Siden har man arbejdet videre med planerne for, hvordan det skulle kunne lade sig gøre, og nu har organisationerne løftet sløret for resultatet. De fortæller, at omdrejningspunktet vil være en gamingfestival, der strækker sig over flere dage og har fået navnet Copenhagen Gaming Week.
Festivalen finder første gang sted fra. Den 12. til og med den 14. januar næste år i Bella Arena og Bella Center Copenhagen. Den er tænkt som en tilbagevendende begivenhed, der på sigt skal vare i flere dage og involvere andre københavnske aktører, lyder det.
Kun toppen af isbjerget
Trods Danmark har fået en førerposition i skydespillet Counter-Strike i løbet af en årrække, hvor blandt andet det danske hold Astralis’ bedrifter har været med til at gøre ’esport’ til et alment kendt begreb, ønsker arrangørerne at favne bredere med Copenhagen Gaming Week.
”I den brede befolkning hersker en tendens til at sætte lighedstegn mellem gaming og esport. Men den strukturerede, konkurrencedrevne gaming, vi kalder esport – og som også bliver en central del af Copenhagen Gaming Week – er kun toppen af et kæmpe isbjerg,” udtaler Kevin Helsinghof, der er kommerciel direktør for Bella Arena og Bella Center Copenhagen.
”Nedenunder bor en verden af passionerede communities. Det er folk, der dyrker cosplay, samler på fodboldkort eller spiller på telefonen og hyggens skyld. Dem, og mange, mange flere vil vi også fejre og facilitere et mødested for.”
Bidrager til at nå målsætning
Wonderful Copenhagens kommunikationsdirektør Rikke Holm Petersen fremhæver, at man har en forventning om, at den kommende gamingfestival vil være et trækplaster på et tidspunkt af året, hvor det sædvanligvis ikke vrimler med turister i gaderne i København.
”Gaming og esport er blevet en af verdens mest betydningsfulde arenaer for kultur, sport og underholdning, og det er en stærk platform til at eksponere hovedstaden internationalt.”
”Og når vi så samtidig kan placere Copenhagen Gaming Week på et tidspunkt på året, hvor der er få besøgende i hovedstaden, bidrager det til vores målsætning om en mere bæredygtig turistdestination, hvor hype og interesse spredes ud over året.”
Laver plads til både skydespil og foredrag
Bellagroup og Wonderful Copenhagen er gået sammen med Blackbox Media om at arrangere festivalen, der i sin helhed kommer til at bestå af fire dele, som er tænkt til at tale til forskellige segmenter af gamere i et forsøg på at appellere så bredt som muligt.
Der vil dels være en esports arena, hvor kendte hold i løbet af festivalen vil konkurrere i Counter-Strike, inden det kulminerer i en finale.
Dernæst er der et område, hvor fokus er på tendenser fra teknologiens verden samt et, hvor deltagerne kan bytte samlekort eller vise deres udklædninger frem. Slutteligt etableres et område, der sigter efter at gøre det muligt for de yngste besøgende at livtag med gaming.
I tillæg hertil vil der være foredrag om eksempelvis sundhed, ligestilling og onlineadfærd, ligesom der skal gøres en indsats for de deltagere, der godt kunne tænke sig at udforske mulighederne for en uddannelse inden for forskellige aspekter af gaming.
Relaterede artikler:
Går efter megaevents med ny strategi