Øresundsbron. (Foto: Sparta Atletik og Løb | PR)

Udsolgt på få timer: 40.000 vil deltage i særligt løb

Det tiltrak sig stor interesse, da der torsdag blev åbnet for salg af startnumre til et halvmaraton, der dog først finder sted til sommer næste år. ”Det her er helt utroligt,” lyder det fra arrangør.

Når det næste år er 25 år siden, at Øresundsbron blev indviet og taget i brug, skal det markeres med flere forskellige begivenheder. En af dem vil betyde, at bildæk for en stund byttes ud med sålerne på tusindvis af løbesko.

Søndag den 15. juni 2025 vil 40.000 løbere nemlig stå klar i startområdet ved Øresundsparken i Tårnby, når signalet lyder, vil de bevæge sig ud på en halvmaraton, der bringer dem 21 meter under og 57 meter over havoverfladen, mens de krydser Øresund for at nå frem til målstregen i Malmø.

Startnumrene til løbet blev sat til salg torsdag i denne uge, og der gik ikke mange timer fra, at der blev åbnet for salget, indtil arrangørerne kunne melde, at de alle var udsolgt. I flere perioder var der desuden så travlt ved de digitale betalingsløsninger, at systemet ikke kunne følge med, oplyses det.

”Broløbet bliver et højdepunkt i jubilæumsåret, og til alle løbere sender vi en stor hilsen, for nu er det tid til at begynde træningen,” udtaler Linus Eriksson, der er administrerende direktør for Øresundsbron.

Giver arrangører arbejdsro
Det er de to foreninger Malmö Allmänna Idrottsförening fra Sverige og danske Sparta Atletik & Løb, som arrangerer løbet. Sidstnævnte står blandt andet også bag Copenhagen Marathon og Copenhagen Half Marathon.

Det er ikke lang tid siden, at Sparta Atletik & Løbs administrerende direktør Dorte Vibjerg kunne glæde sig over, at årets udgaver af de to løb i den danske hovedstad var udsolgt, og nu gør det samme sig gældende for løbet på Øresundsbron.

”Det her er helt utroligt. Efter få timers salg, kan vi sætte Broløbet 2025 i rækken af store løb, der er blevet udsolgt før forventet. Vi ser virkelig meget frem til at afvikle Broløbet 2025 næste sommer, og det hurtige salg giver os arbejdsro til at sikre rammerne for løbet, så deltagerne får en så optimal løbeoplevelse som overhovedet mulig.”

Havde ikke regnet med det
Mats Svensson, der er talsmand for Malmö Allmänna Idrottsförening, forklarer, at det reelle omfang af interessen fra både danske og svenske løbere kom bag på de to foreninger, der nu har omkring 16 måneder til at planlægge afviklingen af Broløbet.

”Vi var forberedte på, at der ville være stor efterspørgsel, men vi havde ikke regnet med, at alle pladser ville blive udsolgt så hurtigt. Nu vil vi arbejde for at skabe en fantastisk løbefest for alle tilmeldte næste år.”


Relaterede artikler:

Alt udsolgt: Interessen har aldrig været større

Ferietrafik har givet rekord på Storebælt og Øresund

Øresundsbron: Flere skridt i den rigtige retning