Copenhagen Marathon. (Foto Sparta Atletik & Løb PR)

Alt udsolgt: Interessen har aldrig været større

Selvom der endnu er fire måneder til, at deltagerne begiver sig ud på ruten i årets udgave af Copenhagen Marathon, er alle startnumre blevet solgt. Det samme gælder flere andre løb.

Når 15.000 personer den 5. maj i år snører løbeskoene og påfører sig et startnummer, inden de stiller sig klar ved startlinjen til årets udgave af Copenhagen Marathon, kan de gøre det med en vished om, at de har bidraget til at sikre en rekord.

Det hænger sammen med, at i år bliver første gang nogensinde, at alle startnumre er blevet solgt, og det er endog sket fire måneder før, at startskuddet til det traditionsrige maraton lyder, fortæller løbsarrangøren Sparta Atletik & Løb.

Herfra oplyses det i samme ombæring, at den hidtidige deltagerrekord blev sat i 2019, hvor 13.278 løbere stillede til start ved Copenhagen Marathon.

Det er desuden ikke utænkeligt, at man kunne have solgt flere startnumre, såfremt kapaciteten havde været til det. Årets løb er nemlig første gang, arrangøren har ment, at det var nødvendigt at sætte et loft over antallet af deltagere.

Tiltrak knap 1.000 løbere første år
Dorte Vibjerg, der er administrerende direktør i Sparta Atletik & Løb, erklærer sig yderst tilfreds med den store interesse. Hun hæfter sig desuden ved den udvikling, som løbet har været igennem, siden det løb af stablen første gang.

”Det er virkelig stort for os, at vi nu også på Copenhagen Marathon kan melde udsolgt,” siger direktøren, inden hun tilføjer:

”Maratonløbet har været en del af Sparta siden 1980, hvor 995 stillede til start i den allerførste udgave, så vi står på skuldrene af en stor historie, og vi sætter en ære i at levere et virkelig flot løb med en verdensklasse afvikling.”

På vej med ny platform
I begyndelsen af denne uge kunne Sparta Atletik & Løb desuden konstatere, at alle de udbudte startnumre til Copenhagen Half Marathon, der finder sted i september, ligeledes er blevet solgt, og det samme gælder for Royal Run i København og på Frederiksberg, hvor Sparta fungerer som operatør.

Ifølge Dorte Vibjerg er det arrangørens holdning, at der følger et ansvar med den store interesse, som deltagerne udviser for de begivenheder, som Sparta Atletik & Løb afvikler.

”Vi ser en stor efterspørgsel på vores løb. Det er vi rigtig glade for, og vi er meget bevidste om, at interessen forpligter. Vi gør os umage med at lytte til vores deltagere, evaluere grundigt og hele tiden optimere vores løb, så vi sikrer den bedst mulig oplevelsen for alle parter.”

Næste skridt bliver, at løbsarrangøren efter planen vil lancere en platform til videresalg til februar således, at løbere som bliver forhindret i at deltage i enten Copenhagen Marathon eller Copenhagen Half Marathon sikkert kan sælge eller overdrage deres startnumre til andre.


Relaterede artikler:

Danmark vinder bud på stort cykelløb

Rekordmange overnatninger i september

Disse perioder vil presse Københavns hotelkapacitet