Living Værelse i Lyngby. PR-foto.

Renoverer hotel med ny værelsestype

En delvist danskejet hotelkæde er i fuld gang med at renovere et sjællandsk hotel. Kæden fokuserer på at skabe fleksible overnatningsmuligheder som en del af en vækststrategi.

Zleep Hotels er aktuelt i fuld gang med at renovere kædens hotel i Køge. Her ligger fokus på at give gæsterne mulighed for at kunne tilvælge de såkaldte Living værelser, hvor gæster får mulighed for selv at tilberede deres egne måltider.

Ifølge hotelchef Lene Haslund Jensen fra Zleep Hotel Køge renoverer man hotellet med den nye værelsestype, fordi der er efterspørgsel på konceptet i Køge fra gæster, der ønsker et længere ophold på hotellet.

”Vi er altid opmærksomme på vores gæsters behov og ønsker, og i dag er der en stærk efterspørgsel i Køge efter mere fleksible opholdssteder. Med Living værelser kan vi tilbyde vores gæster et sted at bo, hvor de kan blive og føle sig hjemme længere tid ad gangen,” fortæller hotelchef Lene Haslund Jensen fra Zleep Hotel Køge i en pressemeddelelse.

En del af større strategi
Living værelserne er udstyret med hvert deres køkken, så gæsterne kan kokkerere, når de ønsker det i stedet for at begive sig ud på en lokal restaurant. Derudover indretter Zleep værelserne i et moderne, skandinavisk look.

Zleep oplyser, at værelseskonceptet er en del af en større vækststrategi, hvor man går efter at tiltrække gæster, der efterspørger langtidsophold.

Zleep Hotel Køge forventer at Living værelserne er tilgængelige cirka fra den 1. september 2023. Konceptet er allerede rullet ud på Zleep-hoteller Lyngby, Vejle, Madrid og Upplands Väsby.

På vej med nye hoteller
Zleep Hotels var indtil starten af 2019 ejet af sin danske opfinder, Peter Haaber. Det år solgte han 51 procent af Zleep til den store tyske hotelkoncern, Deutsche Hospitality, der samme år blev overtaget af kinesiske Huazhu Group. Peter Haaber har stadig de resterende 49 procent af Zleep Hotels, som han fortsat er administrerende direktør for.

Zleep Hotels tæller i dag 16 hoteller, primært i Danmark, men også ved Stockholm og Madrids lufthavn.

I Danmark er Zleep på vej med yderligere tre hoteller, der åbner i Glostrup på Københavns vestegn, i nordsjællandske Hillerød og ved Recharge City ved motorvejen ved Horsens sidst i år eller starten af næste år. Der bliver 133 værelser på hotellet i Glostrup, 95 i Hillerød og 162 i hotellet ved Recharge City.

 

Relaterede artikler:

Ekspert: Mange udenlandske hoteloperatører på vej

Dansk hotelkæde stævner ejer af hotelejendomme

Bühlmann har stadig flere hoteller på tapetet