Bella Centers tag er blevet prydet med Sjællands Største tagmonterede solcelleanlæg. PR-foto.

Konferencecenter får Sjællands største taganlæg

Et solcelleanlæg på størrelse med to fodboldbaner vil fremover pryde taget på Bella Center. Det kommer til at dække en tredjedel af kongrescenterets strømforbrug.

Bella Center barsler med Sjællands største tagintegrerede solcelleanlæg. Når de sidste solceller er tilsluttet, kommer de til at producere, hvad der svarer til 537 husstandes årlige forbrug af elektricitet. Det skriver Bellagroup i en pressemeddelelse.

De 2,79 megawatt som solcelleanlægget kommer til at producere, svarer til en tredjedel af Bella Centers strømforbrug. Anlægget er en del af bæredygtighedsstrategien hos Bellagroup, der ejer Bella Center, og som længe har arbejdet med tiltag, der kan nedbringe energiforbruget i gruppens hoteller og venues.

”Det er helt oplagt at udnytte de mange flade tage i storbyerne til at skabe grøn energi, og der er ikke mange, der har så stort et tagareal som os. Vi arbejder målrettet med bæredygtighed og ansvarlighed på tværs af alle vores hoteller og venues. Derfor er vi meget begejstrede for, at vi nu kan udnytte tagets potentiale til at genere vedvarende energi til Bella Center og AC Hotel Bella Sky,” siger Christian Folden Lund, administrerende direktør i Bellagroup.

Har indflydelse på kundevalg
Det nye solcelleanlæg har også indflydelse på, hvor kunder vælger at afholde events, og Bellagroup håber, at anlægget kan give kunderne et incitament for at vælge at holde konferencer på netop Bella Center, fortæller Christian Folden.

”Klimaaftrykket er en vigtigt parameter, når vores kunder skal vælge, hvor deres store internationale konferencer skal foregå. København er allerede kendt som et grønt valg, og den position vil vi gerne udbygge. Som Nordeuropas største konferencevenue vil vi gerne gå forrest i udviklingen af fremtidens responsible hospitality. Vi tager et kæmpe skridt med det nye solcelleanlæg, men vi ser hele tiden på, hvordan vi kan blive ved med at forbedre os,” siger han.

Bellagroup skifter desuden 5.500 lyskilder på AC Hotel Bella Sky ud med LED-belysning i 2023. Sammen med etableringen af det nye solcelleanlæg reducerer det Bellagroups CO2-udledning med mere end 400 ton årligt.

Største på Sjælland
Det er virksomheden NRGreen, som etablerer det nye solcelleanlæg på taget af Bella Center. Anlægget kommer til at dække et areal på 16.000 kvadratmeter, hvilket nogenlunde svarer til to store fodboldbaner. Anlægget er dermed det største af sin slags på Sjælland.

”Det er det største og mest ambitiøse projekt, som vi har været med til at skabe. Og det klart største af sin slags på Sjælland. Med solcelleanlægget får Bella Center grøn energi på en flade, som i forvejen ikke bliver brugt til noget. Og så generer det heller ikke øjet eller fylder i landskabet,” siger Simon Borbiconi, partner hos NRGreen.

 

Relaterede artikler:

Disse hoteller og kongrescentre fik Green Key i 2022

Kendt golfhotel får Svanemærket

Ferie for Alle: “Det ser godt ud”