Ruths Hotel i Skagen. PR-foto.

Kogebog om dansk hotel er verdens bedste

En dansk køkkenchef har vundet international ros med sin kogebog om et ikonisk dansk hotel. Den indeholder gastronomiske hemmeligheder og historier fra hotellet.

Køkkenchef Jack Cramer fra Ruths Hotel har vundet international opmærksomhed for sin kogebog, Ruths Hotel, som indeholder køkkenchefens gastronomiske hemmeligheder og historier fra det ikoniske hotel i Skagen.

Jack Cramer har nemlig vundet en Gourmand Award for verdens bedste kogebog i kategorien inden for hotelvirksomheder. Det skriver TV2 Nord.

“Jeg tror ikke, det er helt gået op for mig, hvor stort det er, men jeg har fået at vide, at jeg godt kan være stolt af det, så det er jeg – meget stolt,” siger Jack Cramer til TV2 Nord.

Køkkenchefens kogebog indeholder mere end 150 gourmetopskrifter, og bogen har blandt andet vundet prisen, fordi opskrifterne har fokus på lokale råvarer, et valg kogebogsforfatteren traf, fordi det er bedre for miljøet, fordi det sikrer friske råvarer, og fordi Nordjylland er rig på grønthandlere og mejerier.

Gennemgår tusindvis af bøger
Bøgerne, der vinder en Gourmand Award, bliver udvalgt bland mere end 100.000 bøger fra 230 lande og regioner.

Gourmand Awards oplyser, at netop Jack Cramers bog blev udvalgt som vinder, fordi køkkenchefen og hans hold står for innovative smagseventyr, som finder vej til gæsternes bord på hotellets restauranter Ruths Brasserie og Okê.

Ruths Hotel i Skagen åbnede den 1. februar efter en overhaling i løbet af januar måned. Her er hovedkøkkenet blandt meget andet blevet renoveret.

”I hovedkøkkenet tilbereder kokkene vores morgenmadsretter, råvarerne forarbejdes til Ruths Brasserie og det er ligeledes her, at det gastronomiske niveau konstant udvikles i vores gourmetrestaurant Okê. Det er vigtigt for os at skabe gode rammer for vores personale, og med det nye køkken er der både tænkt ergonomi, flow og meget mere ind, som jeg er overbevist om vil gøre en forskel i hverdagen,” har hoteldirektør Tom Boye tidligere fortalt.

Ruths Hotel offentliggjorde en årsrapport i april måned, der viser et overskud på lidt over syv millioner kroner. Det bedste resultat i hotellets historie.

 

Relaterede artikler:

Historisk hotel genåbner efter stor renovering

Kendt badehotel med rekordoverskud i 2022

Gammel bygning en fordel for nyt hotel