Hotel Vejlefjord. (Foto: Hotel Vejlefjord | Facebook.com | PR)

Kendt hotel forsøger sig med nyt forretningsområde

Stigende krav fra gæsterne og et ønske om at skille sig ud har ført til, at Hotel Vejlefjord har lanceret en ny produktserie, der ligeledes skal hjælpe hotellet med at opnå en af dets ambitioner.

Et ønske om at differentiere sig fra konkurrenterne har medvirket til, at Hotel Vejlefjord nu vil prøve kræfter med et nyt område. Spahotellet lancerer derfor sammen med Westphals Fabrikker i Bøvl ved Sønder-Omme en serie af plejeprodukter til krop og hår.

De foreløbigt fem produkter i serien er en håndsæbe, kropssæbe, hånd- og kropslotion, en shampoo samt en conditioner. De er fremstillet af en urteblanding, der består af kamille, padderok, salvie, brændenælde, rosmarin, citronmelisse og humle, oplyses det.

De nye produkter er både veganske og økologiske, og det er væsentligt i og med, at de dermed flugter med de værdier, som Hotel Vejlefjord baserer andre dele af forretningen på. Det forklarer Flemming Jakobsen, der er direktør for hotellet.

”Vores egen produktserie bidrager til, at vi skiller os ud fra andre spahoteller, og vi er meget beærede over at have fået så anerkendte hår- og kropsplejespecialister med i produktudviklingen. I samarbejde med Westphals Fabrikker har vi formået at skabe produkter, der understøtter spahotellets fokus på kvalitet, økologi, naturlighed og virkningsfulde behandlinger.”

Bliver kun mere vigtigt
At man nu lancerer egen produktserie skal bidrage til, at Hotel Vejlefjord tager et skridt i retning af at indfri ambitionen om, at spa- og konferencehotellet skal være at finde blandt de førende aktører i spa- og wellnessbranchen herhjemme.

Det stemmer desuden overens med, at hotellet oplever, at de godt 60.000 spagæster, som ifølge Hotel Vejlefjord årligt kommer på besøg, i dag stiller højere krav til de behandlinger, som de tilbydes, end tilfældet var tidligere.

”Mange opsøger et spahotel for at koble af fra nutidens præstationssamfund, og wellness er i dag lig med wellbeing. Derfor går spagæsterne op i, at ingredienserne i det, de smører på kroppen, er rene og miljøvenlige, og derfor bliver det kun vigtigere at være natur- og miljøbevidst,” udtaler spaproduktansvarlig Camilla Mouritsen fra Hotel Vejlefjord

En del af de ingredienser, der benyttes i de foreløbigt fem produkter, stammer fra hotellets egen have og ifølge Mouritsen skal dette også bidrage til, at understøtte Hotel Vejlefjord identitet, mens de i hvert fald indtil videre kun vil kunne købes på hotellet.


Relaterede artikler:

Jordbunke kan stoppe milliondyr hoteludvidelse

Danskerne foretrækker bryllup i højsæsonen

Boom hos dansk spahotel-pioner