I disse bygninger åbner Hotel Traneparken ved årsskiftet. Foto: VisitMors.

Hotel åbner i tidligere kollegie

Et nyt hotel ser dagens lys på Mors ved årsskiftet. Hotellet får kapacitet til at huse selskaber og konferencer, og det er en mangelvare på øen, mener turistchef.

Snart kommer der en ny spiller på det lokale hotelmarked på Mors. Hotelvirksomheden Jespersen Hotels ApS, der for nuværende driver Hotel Hedemarken i Grindsted, har nemlig købt en bygning i Nykøbing Mors, som de mener er særdeles velegnet til hoteldrift. Det skriver Nordjyske Stiftstidende.

Bygningen, som rummer 35 værelser på sine 2.500 kvadratmeter, har tidligere fungeret som institution, men blev købt af den lokale erhvervsmand, Mads Henrik Lund, som fik indrettet de 35 værelser med eget bad samt to lejligheder, som elever fra som Morsø Gymnasium og håndboldakademiet under Mors-Thy Håndbold kunne leje sig ind i.

”Bygningen er jo meget velholdt og i forvejen indrettet, så det er perfekt til hoteldrift med de 35 værelser med bad og to lejligheder, hvor lejlighederne kan benyttes som selskabslokaler eller mødelokaler til konferencer,” fortæller hotellets nye chef, Kenneth Thomsen, som også er chef for Hotel Hedemarken.

Han oplyser også, at det nye hotel kommer til at hedde Hotel Traneparken. Lige nu er man ved at indrette værelserne samt loungeområde i hotellets forhal, og går alt efter planen, vil hotellet åbne 1. januar 2024.

I første omgang åbner hotellet ikke med en restaurant, men Kenneth Thomsen oplyser, at det kan komme på tale at udvide hotellet med en restaurant, hvis man oplever efterspørgslen til det. I dag driver Jespersen Hotels restaurant på Hotel Hedemarken i Grindsted.

Mangler i den grad overnatning
Morsø Kommunes Turistchef Bente Kristensen er godt tilfreds med, at Mors nu får flere overnatningssteder. Øens nok mest kendte attraktion er i øvrigt Jesperhus Feriepark.

Bente Kristensen fortæller, at Mors generelt mangler overnatningssteder, hvor det både er muligt at booke selskaber og konference, samtidig med, at man kan overnatte i sammen bygning.

Derudover mangler øen sengepladser, særligt i sommermånederne, hvor der afvikles store begivenheder på øen, heriblandt Kulturmødet, der i 2022 tiltrak 32.000 gæster.

Bente Kristensen oplyser også, at selvom Hotel Traneparken egentlig først åbner den 1. januar, har hun allerede booket et større selskab ind på hotellet den 24. november, som også skal overnatte.

 

Relaterede artikler:

Historisk badehotel tilbage på families hænder

Hoteloperatør og hotelejer i strid om millionbeløb

Brudepar vinder over krofirma i sag om aflysning