Indgangen til Givskud Zoo - Zootopia. PR-foto.

Har fundet afløser for mangeårig direktør

Givskud Zoo har været på jagt efter en ny direktør, siden den nuværende direktør meddelte, at han stopper til maj næste år. Den nye direktør har erfaring med både dyrepasning og fra rejsebranchen.

Nøglerne til direktørkontoret skal gives videre den 1. maj næste år, når Givskud Zoo – Zootopias nuværende direktør, Richard Østerballe, stopper efter 33 år i spidsen for den populære attraktion, der sidste år tiltrak 453.600 gæster.

Nu oplyser Givskud Zoo, at man har fundet Østerballes afløser i form af Rasmus Nielsen, som kommer fra en stilling som partner og driftsdirektør i rejsebureauet Panorama Travel, men som fra 2018 til 2021 også var chefzoolog i Knuthenborg Safaripark. I øvrigt er den nye direktør uddannet biolog.

”Det er med stor glæde og ydmyghed, at jeg påtager mig rollen som direktør for Givskud Zoo – Zootopia. Jeg takker Richard Østerballe for hans utrættelige indsats og ønsker ham alt godt i fremtiden,” siger Rasmus Nielsen om ansættelsen.

Direktøren fortæller, at han som løvekonge i Zootopia kommer til at fokusere på at styrke den zoologiske haves brand og position blandt turister.

”Vores mål er at fastholde og udvikle vores stærke brand, både lokalt og internationalt og indgå i værdiskabende samarbejder, der understøtter vores mission om en bæredygtig fremtid og øger Trekantområdets synlighed på turismekortet,” siger Rasmus Nielsen.

En stor opgave at finde en afløser
Givskud Zoo – Zootopias bestyrelsesformand Rikke Slott Buch fortæller, at det ikke har været nogen lille opgave at finde en arvtager til den mangeårige direktør, der næste år forlader posten. Men hun mener, at man i Rasmus Nielsen har fundet en kompetent direktør.

”Det har været en stor og tung opgave at finde en afløser efter Richard Østerballe, der har været identificeret 100 procent med Givskud Zoo – Zootopia. Vi har haft et stærkt ansøgerfelt, og vi valgte Rasmus, fordi han har en meget tydelig passion både for vores zoo og for naturbevarelse i det hele taget. Hans engagement og ønske om at gøre en forskel er vigtige egenskaber hos den person, som skal stå i spidsen,” siger bestyrelsesformanden.

Hun tilføjer:

”Rasmus overtager stafetten fra en stærk og dedikeret personlighed og lederskikkelse, men kommer også selv med en stor portion erfaring, viden og begejstring fra den verden, som Givskud Zoo – Zootopia er en del af.”

 

Relaterede artikler:

Populær dansk attraktion på jagt efter ny direktør

Limfjorden henter direktør fra DKNT

Den Gamle By har valgt sin næste direktør