Djurs Sommerlands' administrerende direktør Henrik B. Nielsen udpeger den nye forlystelses placering med en illustration af det kommende droptårn. (Foto: Djurs Sommerland | PR)

Forlystelsespark vil bygge 60 meter højt tårn

Nu har Djurs Sommerland løftet sløret for en investering på 30 millioner kroner, som man håber, vil medvirke til at trække endnu flere turister til forlystelsesparken, når sæsonen går i gang næste år.

De seneste to sæsoner har Djurs Sommerland investeret i etableringen af Dinosaurland, der i dag tæller seks forskellige forlystelser. Nu har parkens ledelse dog offentliggjort planer om en ny forlystelse, der skal medvirke til at løfte et andet af de i alt 10 temalande, som forlystelsesparken er inddelt i.

Det drejer sig om Mexicoland, hvor der investeres 30 millioner kroner i et 60 meter højt såkaldt droptårn. Her vil gæsterne bliver hejst til tops, få lejlighed til at kigge ud over parken og en del af Djursland, inden de sendes mod jorden i et frit fald med en hastighed på op mod 100 kilometer i timen.

Djurs Sommerland oplyser, at det kommende tårn bliver den højeste forlystelse, som man hidtil har haft i porteføljen. Det bliver omtrent dobbelt højde af både Piraten og DrageKongen, som – ifølge parken – begge hører til blandt de højeste rutsjebaner her til lands.

Har været efterspurgt af gæster
Henrik B. Nielsen, der er administrerende direktør for Djurs Sommerland, fortæller, at en af årsagerne til, at man nu afsætter et stort millionbeløb til en forlystelse af netop denne type blandt andet bunder i, at flere af parkens gæster har ytret ønske om en sådan.

”Vi prioriterer, at Djurs Sommerland udvikler sig konstant og er attraktiv for både danske og udenlandske børnefamilier at besøge. Vores ambitioner er høje og samtidig lytter vi til, hvad vores gæster efterspørger.”

”Med det nye tematiserede droptårn lægger vi endnu en vigtig brik i puslespillet, og der er ingen tvivl om, at de mange, der gennem årene har efterspurgt en sådan forlystelse, vil blive glade,” siger direktøren.

Har planer for fremtiden
Et blik på den seneste udgave af Attraktionslisten fra VisitDenmark viser, at Djurs Sommerland sidste år blev den fjerdemest besøgte attraktion i landet blandt dem, der indrapporterer deres besøgstal. I alt 878.154 gæster slog vejen forbi forlystelsesparken i 2022.

Ifølge parken kan en forklaring på opbakningen fra publikum være, at man i løbet af de seneste 15 år fra ledelsens side har fastholdt et fokus på at investere i såvel nye forlystelser som forbedringer af parkens eksisterende faciliteter.

Den administrerende direktør forklarer, at man har en strategi for at befæste den plads, som forlystelsesparken har opnået blandt de danske turistattraktioner og tiltrække besøgende fra ind- og udland.

”Vi har store planer med Djurs Sommerland i de kommende år, som skal styrke vores position som destination for både dansk og udenlandsk turisme. Derfor er der også spændende nyt på tegnebrættet i de kommende år, og nyheden i 2024 er da også kun første del af en større plan med Mexicoland,” udtaler Henrik B. Nielsen.


Relaterede artikler:

Skyder sæson i gang med stor investering

Forlystelsespark får grønt lys til stor udvidelse

Forlystelsespark får Dinosaurland til 100 millioner