Folkemødet på Bornholm, arkivfoto: Joshua Tree Photography.

Folkemødet ser frem til mulig besøgsrekord

I disse dage er Folkemødet 2023 i fuld sving. I år tror arrangørerne, at der kommer flere gæster end året op til coronapandemien.

Den 15. juni er Folkemødet 2023 traditionen tro blevet skudt i gang på Bornholm. Arrangørerne af demokratifestivalen tror på et godt år, hvor der bliver slået besøgsrekord. Det skriver TV2 Bornholm.

”Det bliver kvantitativt rigtig stort. Vi har indikationer om, at der er 15 til 20 procent flere, der kommer, end de øvrige år. Så det ser ud til at blive rigtig, rigtig mange, der deltager,” siger Peter Christiansen, direktør for folkemødet.

Folkemødet annoncerede sidste år et direktørskifte, idet den tidligere direktør Camilla Laudrup stoppede efter to år på posten.

Posten er blevet besat af Peter Christensen, som kommer fra en stilling som nationaldirektør i Mellemfolkeligt Samvirke, og tidligere som sekretariatschef i Globalt Fokus.

Titusindvis gæster Bornholm
Folkemødet på Bornholm er særdeles vigtigt for turistbranchen på øen. Fem procent af Bornholms turismeomsætning kan nemlig tilskrives demokratifestivalen.

Allerede i februar blev det meddelt at alle færgeafgange den 14. juni var blevet udsolgt, og at tre ud af otte afgange var blevet solgt til den 15. juni.

Peter Christensen fortæller, at man forventer, at op mod 70.000 gæster har sat kurs mod solskinsøen i forbindelse med afholdelsen af folkemødet. Året op til corona, 2019, gæste 65.000 folkemødet.

Lægger op til forandring
I år bliver Folkemødet afholdt i sit sædvanlige format, dog uden et overordnet tema som ellers er sædvanen. Men fra næste år vil der ske forandringer, meddeler festivalens direktør.

Han åbner ikke yderligere op for præcis, hvad forandringerne kommer til at bestå af, men konstaterer blot, at der er punkter, hvor han mener, at Folkemødet kan forbedres.

Folkemødet blev afholdt for første gang i 2011. Her gæstede omkring 10.000 festivalen. Demokratifestivalen er sidenhen blevet til en tilbagevendende, årlig begivenhed. I 2020 blev Folkemødet dog aflyst på grund af corona, men genopstod i en noget mindre version i 2021. I 2022 var Folkemødet tilbage på fuldt program.

I år bliver der afholdt omkring 2.800 arrangementer fra den 15. til den 17. juni, hvor Folkemødet finder sted.

 

Relaterede artikler:

Koncert tiltrak udenlandske turister i hobetal

Festival trækker gæster til de fynske hoteller

Festival indgår samarbejde med hotelkæde