Express1 sejler mellem Bornholm og Ystad. (Foto: Bornholmslinjen | PR)

Syv år mere med Express 1 på Bornholm

Bornholm får lov til at beholde hurtigfærgen Express 1 i syv år mere. Dermed er den nuværende færgekapacitet på øen sikret de næste syv år.

Det ser nu ud til, at Bornholm får lov til at beholde hurtigfærgen Express 1 som højkapacitetsfærge. Således er kontrakten om at sejle med færgen i bornholmsk farvand blevet forlænget med syv år. Det skriver TV2 Bornholm.

i februar 2023 indgik Molslinjen, der driver Bornholmslinjen, en tillægskontrakt med Transportministeriet, hvor der blev etableret en forsøgsordning med Express 1 som højkapacitetsfærge, der indsættes, når efterspørgslen er høj i stedet for den mindre færge, Max, som før har fungeret som højkapacitetsfærge på øen.

”På baggrund af en evaluering af forløbet med tillægskontrakten har forligskredsen bag færgebetjeningen af Bornholm besluttet at forlænge ordningen, så den gælder i resten af kontraktperioden frem til 2030,” skriver folketingsmedlem Peter Juel-Jensen (V) således i en mail til mediet.

Mens hurtigfærgen Max har certifikat til 1.000 passager, må Express 1 befordre op til 1.400 passagerer. Den forlængede kontrakt betyder, at Express 1 vil være i drift side om side med verdens største hurtigfærge Express 5, som blev sat i drift af Bornholmslinjen i foråret.

Har solgt billetter med risiko
Det var ikke selvindlysende, at Transportministeriet ville lade bornholmerne beholde Express 1. Med tillægskontrakten, som indtil videre har været gældende fulgte der ikke ekstra midler, og da Express 1 er en væsentlig dyrere færge end Max, måtte der findes en løsning for rentabel drift.

Den løsning blev, at billetterne til Express 1, svarende til kapaciteten på Max, blev solgt indenfor kontrakten. Den sidste del af kapaciteten på Express 1 kunne til gengæld sælges helt kommercielt for Bornholmslinjens risiko. I praksis betød det, at Molslinjen solgte den ekstra kapacitet gennem dyrere billetter for at dække forskellen på driftsomkostninger på de to færger, har Molslinjen tidligere oplyst til Turisme24.dk.

Jesper Maack, der er kommunikationschef for Molslinjen og i forlængelse heraf Bornholmslinjen, oplyser, at rederiet endnu ikke har set den nye kontrakt. Indtil da kan Molslinjen ikke sige meget andet, end at man glæder sig over, at Express 1 bliver på Bornholm.

 

Relaterede artikler:

Tilfredshed med Bornholmslinjen i sommersæsonen

Bornholmslinjen skruer ned for antallet af afgange

Stort rederi runder to milliarder i omsætning