Rønne. (Foto: VisitBornholm | Facebook.com | PR)

Lokale kræfter drømmer om jernbaner på Bornholm

Både en bornholmsk forening og brugerne i en relativt populær gruppe på Facebook ønsker at få genetableret jernbaner på øen. Det vil blandt andet være til gavn for turismen, lyder det.

Det er efterhånden mange år siden, at indbyggere og turister har haft mulighed for at tage toget, når de bevæger sig rundt på Bornholm. Den sidste jernbane lukkede nemlig i 1968, men nu leger flere lokale kræfter med tanken om atter at få et eller flere tog på skinner.

Fra 1900 og frem til 1916 blev der etableret tre forskellige jernbaner på klippeøen således, at man kunne tage toget fra Nexø til Rønne, mellem Almindingen og Gudhjem samt på ruten Rønne-Allinge. Det skriver TV2 Bornholm.

Jernbanerne havde en samlet længde på 90,9 kilometer og blev drevet af tre selskaber, der tilsammen dannede sammenslutningen De Bornholmske Jernbaner, hvorigennem jernbaneselskaberne var fælles om driften af strækningerne.

Menes at være til gavn for turisme og den kollektive trafik
Nu har en række entusiaster ytret et ønske om, at De Bornholmske Jernbaners rute mellem Rønne og Allinge skal genskabes.

Det sker igennem en Facebook-gruppe ved navn ’Retablering af jernbanen Rønne-Allinge’, der blev oprettet af den forhenværende DSB-medarbejder Peter Sejersen den 6. april, og i skrivende stund har fået samlet 369 medlemmer.

”Det er tanken, at retablering af Jernbanen vil være værdifuld for bornholmerne, som et supplement til den allerede eksisterende kollektive trafik, og for turismen, hvor den vil bidrage til det særegne og oplevelsesrige Bornholm,” lyder det i beskrivelsen af Facebook-gruppen.

Siden oprettelsen er gruppens medlemmer kommet med forslag til anlæggelsen af banen og hvilke toge, der kan indkøbes. De har desuden foreslået en billetpris på 33 kroner, der er baseret på en række beregninger, som peger på, at prisen for at genetablere strækningen vil være 500 millioner kroner.

Vil genskabe rute fra Nexø til Rønne.
Ifølge Peter Sejersen er det afgørende, at genetableringen bliver drøftet med lokalpolitikere, turistbranchen, øens foreninger samt erhvervslivet, hvis man skal komme videre fra idéstadiet.

”Det forudsættes, at bornholmerne synes, at dette her giver mening. Og lige nu kan vi godt sige, at der er opbakning, hvis det ikke er bornholmerne, der skal betale for hele festen, men det er dybest set stadig bornholmerne, der skal eje dette her,” siger han til TV2 Bornholm.

Det er dog ikke kun i den omtalte gruppe på Facebook, at man drømmer om at køre på skinner. Det samme gælder i Foreningen De Bornholmske Jernbaner, der driver jernbanemuseet DBJ Museum i Nexø.

Foreningens medlemmers vision adskiller sig dog fra den i gruppen, da de ønsker og arbejder for at få genskabt et stykke af jernbanen mellem Nexø og Rønne.


Relaterede artikler:

Tredje generation overtager bornholmsk hotel

Bornholm er klar med Lydolphs arvtager

Nyt projekt skal fremme helårsturisme på Bornholm