Gitte Tvilling, ny administrerende direktør for Destination Bornholm. (Foto: Destination Bornholm | PR)

Bornholm er klar med Lydolphs arvtager

Destination Bornholm har fundet den person, som skal overtage lederskabet af destinationsselskabet efter Pernille Kofod Lydolph. Den nye direktør har en fortid hos landets største turistattraktion, Tivoli.

Det bliver Gitte Tvilling, som nu kan sætte sig i direktørstolen hos Destination Bornholm, efter at destinationsselskabets tidligere direktør, Pernille Kofod Lydolph ved årsskiftet er blevet direktør for Feriehusudlejernes Brancheforening.

52-årige Gitte Tvilling er i øjeblikket direktør for Landbrugslotteriet, hvortil hun i 2019 blev hentet fra en stilling som marketingchef i Tivoli. Hun overtager direktørstolen hos Destination Bornholm den 1. april, oplyser Destination Bornholm i en pressemeddelelse.

”Bestyrelsen er virkelig glad for at have fundet en kandidat med både relevante faglige kompetencer, erfaring fra turisterhvervet og de rette menneskelige egenskaber til at lede Destination Bornholm og opretholde det høje ambitionsniveau, vi har for turismen på øen,” udtaler Kirstin Blomgren, formand for Destination Bornholms bestyrelse, om den nye direktør.

Flytter til Bornholm
Destination Bornholm oplyser, at Gitte Tvilling lige nu bor i København, men i forbindelse med tiltrædelsen flytter hun med sin mand, som oprindeligt er fra Bornholm, til solskinsøen, hvor de allerede ejer det hus, som de nu skal residere i.

”Jeg glæder mig meget til at overtage stafetten fra Pernille og går ydmygt til opgaven, hvor jeg sammen med det kompetente team vil have fokus på at sikre en fortsat positiv udvikling af turismen på Bornholm. Jeg ser frem til de nye, spændende relationer og samarbejdet med øens mange turismeaktører,” siger Gitte Tvilling.

Gitte Tvilling er i øvrigt cand. merc. i økonomisk markedsføring og har en MBA fra Henley Business School.

Valgt blandt 50 ansøgere
Gitte Tvilling blev valgt i et stort ansøgerfelt med over 50 ansøgere og blandt mange kvalificerede kandidater, skriver Destination Bornholm i pressemeddelelsen.

”Jeg er stolt af, at så mange ønskede at blive vores nye direktør, og særligt, at det er lykkedes os at tiltrække en kapacitet som Gitte til denne stilling,” siger Kirstin Blomgren.

Turismen på Bornholm omsætter i øvrigt for cirka 3,8 milliarder kroner, og genererer 3.500 fuldtidsstillinger på øen. Destination Bornholm har desuden opbakning fra 600 medlemmer fra øens lokale turistbranche, oplyser destinationsselskabet.

 

Relaterede artikler:

Destination henter direktør med erfaring fra erhvervsturismen

Limfjorden henter direktør fra DKNT

Destination Vesterhavets nye direktør er et kendt ansigt i branchen