Gæster på Comwells hoteller kan fremover bære solsikkesnoren for at signalere, at de har et usynligt handicap. PR-foto.

Første danske hotelkæde i Solsikkeprogrammet

Comwell sætter ekstra fokus på at skabe tryghed for gæster med usynlige handicap. Derfor har kæden meldt sig ind i Solsikkeprogrammet, som blandt andet kræver træning af alle medarbejdere.

Når gæster med usynlige handicap sætter deres ben på et af Comwells hoteller, kan de nu iføre sig en snor med solsikkemønster. Så ved kædens medarbejdere straks, at der kan være behov for ekstra tålmodighed og hjælp. Comwell har nemlig meldt sig ind i Solsikkeprogrammet som den første hotelkæde i Danmark. Det skriver Comwell i en pressemeddelelse.

Ifølge Comwell handler det for kæden om at skabe tryghed om mennesker med usynlige handicap som for eksempel ordblindhed, angst, diagnoser som autisme og ADHD, demenssygdomme, hjerneskade, talehandicap, synsnedsættelse eller andet.

”Comwell er en rummelig arbejdsplads med plads til alle, og derfor betyder det meget for os at indgå i Solsikkeprogrammet. Vi ønsker at skabe trygge rammer for både gæster og kollegaer, og i høj grad også for dem, der måtte have et usynligt handicap. Vores gæster skal vide, at hos os vil de blive mødt med forståelse for, hvad det vil sige at bære Solsikkesnoren. De skal hverken forklare sig eller føle sig utrygge, når de træder ind ad hoteldøren,” fortæller Mai-Britt Jensen, direktør for HR og Bæredygtighed i Comwell Hotels.

Træner med arbejdere
For at kunne yde gæsterne den hjælp, de har brug for, er alle medarbejdere på Comwells hoteller blevet trænet i, hvad det vil sige at have et usynligt handicap, og hvordan man bedst møder mennesker, som har valgt at bære solsikkesnoren. For eksempel er medarbejderne trænet i ikke at stille spørgsmål til gæstens valg om at bære snoren.

Hos solsikkeprogrammet understreger man, at det kan være belastende for personer med usynlige handicap at opholde sig i fremmede omgivelser.

”For personer med et usynligt handicap som for eksempel hjerneskade, ADHD, angst og autisme, kan det være både stressende og belastende at være i ukendte omgivelser med mange mennesker omkring sig, som jo ofte er tilfældet på et hotel. Det kan være en ekstra barriere for overhovedet at komme ud ad døren derhjemme, hvis man samtidig oplever at skulle forklare sine udfordringer for at skabe forståelse. Derfor er vi meget glade for at indgå et samarbejde med Comwell,” lyder det fra Kathrine Drastrup, Nordisk Kundeansvarlig i Solsikkeprogrammet.

Udover trænede medarbejdere vil Comwells gæster også blive mødt med skiltning på hotellerne, der fortæller, hvordan man som gæst kan hjælpe og støtte en person med Solsikkesnoren. Gæsterne vil også møde medarbejdere med hvide nåle, som signalerer, at Comwell støtter op om Solsikkeprogrammet.

Startede i britisk lufthavn
Solsikkeprogrammet havde sin start i Gatwick Lufthavn i London i 2016, da lufthavnen ville finde ud af, hvordan man bedst muligt kunne understøtte personer med usynlige handicap.

Konceptet blev også taget godt imod i Danmark, hvor landets største lufthavne var de første til at adoptere det. Siden da har programmet spredt sig til andre dele af den danske turistbranche. For eksempel er Lego House og Givskud Zoo en del af programmet.

Solsikkeprogrammet er drevet af støttemedlemskaber fra virksomheder, kommuner, foreninger, med flere. For støtten udvikler Solsikkeprogrammet kampagner rettet mod offentligheden samt træningsvideoer til brug for kompetenceudvikling af medarbejdere og ledere i de virksomheder, der tilslutter sig Solsikkeprogrammet.

 

Relaterede artikler:

Vilcon nedskalerer med hotelsalg i Holbæk

Dansk lufthavnshotel udvides og skifter operatør

Danske Hoteller køber nordsjællandsk hotel