Tenna Ratleff (tv) og Heidi Henriksen Skjøtt. PR-foto.

Feriehusbureau opruster med to nye ansigter

Feriehusbureauet Sol og Strand har valgt at udvide staben i det vestjyske med to ansatte. Bureauet er for nylig gået sammen med andre store spillere for at tiltrække flere tyskere til landet.

Sol og Strand i Blåvand og Vejers har netop hentede nye kræfter til feriehusbureauet. Blandt andet har man ansat Heidi Henriksen Skjøtt som bureauchef for begge de populære, vestjyske sommerhusdestinationer.

Hun er dog ikke et helt nyt ansigt i bureauet, og kender i forvejen de geografiske områder, hun nu skal stå i spidsen for, særdeles godt.

Heidi Henriksen Skjøtt kommer nemlig fra en stilling som bureauchef for Sol og Strand i Bjerregaard ved Ringkøbing Fjord. Inden da var hun regionschef for Sol og Strand på strækningen fra Lemvig til Blåvand og Vejers. Det skriver JydskeVestkysten.

Feriehusbureauet har også hentet en ny souschef til bureauet i form af Tenna Ratleff, som er et helt nyt ansigt i feriehusbureauet. Hun kommer også med stort lokalkendskab, og har tidligere været medejer af et lokalt bageri.

Ud over de to nye leder består lokalafdelingen også af Dorthe Svanhede Henneberg og Stephanie Kristensen, der som ejerrådgivere står for den daglige kontakt til feriehusejerne.

Går efter at tiltrække flere tyskere til Danmark
Sol og Strand er i øvrigt for nylig gået sammen med andre store feriehusbureauer, VisitDenmark og Feriehusudlejernes Brancheforening om at tiltrække flere tyske feriehusturister til Danmark.

For mens 46 procent af de 3,7 millioner feriehusturister, der var i Danmark i 2022, var tyskere, indtog vores land blot en tiendeplads over populære feriehusdestinationer, mens Tyskland selv indtager en førsteplads, som over 21 millioner tyskere overvejer som rejsemål for deres næste feriehusferie. Herefter følger Spanien og Italien.

Derfor ser VisitDenmark, Feriehusudlejernes Brancheforening og forsamlingen af bureauer et større potentiale for at tiltrække de tyske turister. Ud over Sol og Strand drejer det sig om bureauerne Feriepartner Danmark, Esmark Feriehusudlejning, Nordsee Holidays samt Novasol.

Den 1. februar satte man derfor gang i en kampagne, som dels skal tale til de ferieminder, som mange tyskere allerede har i Danmark, og som dels taler til tyskernes præferencer, hvor tryghed, nærhed og naturoplevelser, står højt på listen, og hvor det danske feriehusprodukt samtidig er stærkt.

Med kampagnen håber de store feriehusbureauer således at gøre den kage, de alle sammen konkurrerer om, større, så de i fællesskab får flere kunder.

 

Relaterede artikler:

Fem store feriehusudlejere går sammen om at tiltrække tyskere

Investerer 350 millioner kroner: Stor feriehusudlejer vil være dobbelt så stor

Feriepartner åbner nyt bureau på Vestkysten