Sol og Strand opfører et 300 kvadratmeter stort bureau i Klitmøller. Foto: Sol og Strand.

Feriehusudlejer opruster ved vestkysten

Et feriehusbureau har de seneste par år haft kronede dage. Nu er det planen, at tilstedeværelsen ved Vesterhavet skal øges, og derfor bygger virksomheden nu kontor i Klitmøller.

2021 og 2022 var de bedste år nogensinde for feriehusbureauet Sol og Strand, som står for udlejningen af 6.500 sommerhuse i Danmark.

Under coronapandemien oplevede bureauet en stigende efterspørgsel, og i 2022 var efterspørgslen så stor, at Sol og Strand ikke kunne følge med, har Turisme24.dk tidligere skrevet. Det år var der omkring 23,3 millioner overnatninger i de danske feriehuse mod 21,8 millioner overnatninger i 2021, som også var rekordår.

Åbner bureau i Klitmøller
Det er særligt ved Vesterhavet, at der har været efterspørgsel, og Sol og Strand ser et meget stort potentiale i at tiltrække gæster til Thy og Mors, oplyser feriehusudlejeren.

Derfor bygger man nu et 300 kvadratmeter stort bureau i Klitmøller, der blandt andet skal fokusere på at tiltrække turister hele året. Det er Sol og Strands opfattelse, at den høje efterspørgsel kommer til at fortsætte. det skriver Sol og Strand i et opslag på LinkedIn.

”Vi har haft de tre bedste sæsoner nogensinde i de seneste år. 2021 var bedre end 2019, der ved bedste nogensinde. Og 2022 var endnu bedre end 2021. Allerede inden udgangen af oktober 2022 havde vi faktisk slået hele udlejningen i 2021, som ellers var rekordåret, og vi tror, det kommer til at forsætte – også ud i fremtiden,” siger ejerrådgiver hos Sol og Strand Walther Jensen.

Styrker sin tilstedeværelse online
I starten af åre indgik Sol og Strand et partnerskab med den schweiziske udlejningsgigant Interhome, som råder over 35.000 feriehuse i 27 europæiske lande.

Partnerskabet har til formål at styrke Sol og Strands brand på de europæiske marked og Interhomes brand på de danske marked, fortalte Sol og Strands administrerende direktør, Per Dam, tilbage i januar.

”Interhome vil hjælpe os med at forøge vores salg af ferier i Danmark med deres internationale netværk og IT-platforme. Samtidigt vil vi på vores websites og platforme være med til at skabe salg på de 35.000 ferieboliger, som Interhome udlejer rundt omkring i Europa,” sagde han dengang.

 

Relaterede artikler:

Feriehusudlejning satte rekord i 2022

Indgår internationalt samarbejde om sommerhuse

Nyt opkøb i den danske feriehusudlejningsbranche