Efter et første kvartal med flere passagerer og en stigning i salget, gør ForSea klar til en sommer, hvor der skal hyres 85 sæsonmedarbejdere for at kunne imødekomme efterspørgslen.
Det svenske rederi ForSea, der står for færgedriften på overfarten mellem Helsingør og Helsingborg, har offentliggjort en række nøgletal fra regnskabet for første kvartal, der viser, at rederiet er inde i en positiv udvikling med hensyn til både passager- og godstransport.
ForSea oplyser, at rederiet i marts kunne notere sig for flere end 200.000 landgangspassagerer samt 65.000 transporterede biler og 44.000 lastbiler. Overordnet set befinder passagertallet i første kvartal af året sig på 90 procent af niveauet fra 2019, som var det seneste normale år inden COVID-19.
I tillæg hertil slog rederiet rekord lørdag den 26. februar, da flere end 18.000 gående passagerer tog turen via landgangen. Ifølge rederiet har man ikke oplevet et passagerantal i den størrelse siden 1990’erne.
Den øgede aktivitet i samfundet har også påvirket behovet for at få transportereret fragt. ForSea oplyser, at der i marts blev noteret en stigning på 7,4 procent i fragtforretningen, når man sammenligner med 2021.
Har solgt 3.000 rejemadder
I kvartalsregnskabet fremhæver ForSea, at der i marts har været 50 procent højere omsætning i butikkerne om bord sammenlignet med samme måned 2019. Både café og restaurant beskrives som velbesøgte.
Det kan blandt andet ses ved, at der i årets første kvartal blev solgt 3.000 rejemadder i caféerne på de fem færger, som forestår overfarten mellem Danmark og Sverige.
Derudover besøgte 7.000 gæster restauranterne undervejs på sejladsen. Den udvikling skal understøttes yderligere ved introduktion af flere nye oplevelser på færgerne, lyder det. Det er allerede påbegyndt, da der blev åbnet en bar på rederiets færge Hamlet i april.
Forventer flere passagerer
Mens mundbind og testkrav er blevet udfaset, har rederiets kunder ikke droppet lysten til at holde såkaldt staycation. Det var en nødvendighed under COVID-19, men ifølge ForSea ser tendensen ud til at vare ved.
Rederiet forventer en ”vedvarende stigning i passagertallene” i løbet af foråret og sommeren i år, lyder det. Kunder på begge sider af sundet udviser interesse i at udforske nære destinationer i Øresundsregionen, og der er rederiets overfart godt positioneret.
Det har blandt andet betydet, at man netop nu er på jagt efter 85 sæsonmedarbejdere, der skal gøre det muligt at imødekomme den forventede efterspørgsel. Koncernchef Kristian Durhuus fra ForSea er tilfreds med, at rederiets resultater udvikler sig i positiv retning.
”Den vedholdende positive udvikling, som vi oplever, giver naturligvis håb om fortsat vind i sejlene. Vi har kæmpet os igennem en pandemi og er virkelig stolte over, hvordan vi har klaret det. Nu er vi ude på den anden side og mødes af positive tal i forhold til både rejsende og salg ombord.”
Relaterede artikler:
Helsingør henter stadig flere turister efter genåbning